Mellem den indiske restaurant og skomageren på pulserende Nørrebrogade ligger der et lille teater, der engang hed Københavneren, så Kaleidoskop og nu Teater Grob. Særkendet har altid været den nyskrevne samtidsdramatik.
Denne helt almindelige og regnfulde mandag aften er rummet proppet en halv time, før forestillingen ’Dette er vand’ begynder, og langt de fleste må stå op. Det er nu op til én selv, om man vil stå stille ét sted eller forsøge at smyge sig uden om 144 andre for at nå de voksende køer ved henholdsvis de to små toiletter eller den smalle, sortmalede bardisk.
Det er tydeligt at se, at gennemsnitsalderen er lavere end på andre teatre i hovedstaden. 30 procent af Teater Grobs gæster er da også under 30 år, oplyser teatret.
24-årige Amalie Fabricius er blevet fast inventar hos Teater Grob sammen med højskolevennen Jonas Slotorub på 22 år. De har begge årskort, og de ser begge alle teatrets forestillinger.
»Jeg virkelig har fået øjnene op for, hvor hyggeligt det er at være sammen med mine venner om at se teater,« fortæller hun.
Men hvorfor vælger unge at tage netop herhen, når der er et væld af andre kulturtilbud og muligheder?
Et lokalt gå i byen-teater
Ifølge Laura Luise Schultz, der er lektor i Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet, kan de unges tilstrømning til det lille teater sammenlignes med teaterkulturen i Berlin. Her tiltrækker scenerne mange unge, og folk i alle aldre står i meterlange køer foran teatrene hver weekend:
»Der er et større publikum med mere diversitet i Tyskland. Det er folkets kulturcentrum, og det er en meget mere almindelig måde at gå ud på end herhjemme«, forklarer Laura Luise Schultz.
Det er det populære Schaubühne-teater på Kurfürstendamm i Berlin et bevis på. Publikum taler og griner højlydt, mange kender hinanden, og man kan fornemme, at de kommer her tit. Teatret er deres sted.
»Teatret har en anden status i Tyskland. Det er bredt og folkeligt funderet, og det fylder i højere grad end i Danmark – og dermed også for de unge. Det er den progressive kunstart«, siger hun.
Teater Grob er dog særligt i en dansk kontekst, fordi det, ligesom Schaubühne, tilbyder publikum et tilhørsforhold, mener Laura Luise Schultz:
»Det er ret unikt i tysk sammenhæng, at det er i teatret, man tager hen, når man vil i byen. Men Teater Grob er forankret i et nærmiljø og fungerer også som lokalt gå-i-byen-sted herhjemme«, siger hun.
Et alternativ til kaffeaftalen
Sådan er det også for de gamle højskolevenner Jonas Slotorub og Amalie Fabricius, der altid mødes i god tid inden forestillingen for at ’catche up’ over en flaskeøl.
»Teatret lægger op til nogle anderledes og dybe snakke og refleksioner over de handlinger og temaer, der præsenteres. På en helt anden måde end en standard-kaffeaftale kan gøre«, siger Amalie, og Jonas tilføjer:
»Vi har gjort det til en tradition, så det er simpelthen den måde, vi ses på«.
For 25-årige Signe Nebelong er det især den uprætentiøse stemning, teatrets beliggenhed og lave priser, der gør, at hun har købt årskort:
»Jeg kommer på en hverdag og får kultur, uden at det behøver at være formelt. Det er lokalt, og det er en bonus. Og så er det billigere, når man stadig læser, så på den måde er Teater Grob federe end Det Kongelige Teater«, siger hun.
Ikke bare priserne, men også de rå og slidte betonvægge i foyeren minder langtfra om nationalscenen. De understreger teatrets uhøjtidelige og ungdommelige facon. Støttekroner og publikumsindtægter bruges ikke på sarte designermøbler, dyre kunstværker og højtravende lysekroner.
Ikke kun tomme kalorier
Teater Grob opsætter udelukkende nyskrevet dramatik på sine scener, og det har blandt andet betydning for den psykologistuderende Jonas Slotorub, for dermed kommer de tidsrelevante emner helt tæt på:
»Forestillingerne er moderne, skæve og eksperimenterende og indeholder samfundsrelaterede emner som konkurrence- og præstationskultur, ensomhed versus fællesskab, det normale versus det unikke. Og mange af stykkerne udvisker samtidig grænsen mellem fiktion og fakta«.
Han siger i samme åndedrag, at kvaliteten af stykkerne er svingende, men uddyber:
»Der skal være mange dårlige forestillinger, for at det ikke kan betale sig at komme tilbage. Vi så et stykke sidste år, ’I støvet fra regnen’, der var hele årskortet værd. Det var en simpel, men sindssygt skarpt scenografi, hvor man følte, man sad med på en bodega. Det ramte virkelig en helt unik intensitet, som teater kan«.
For Lasse Zöga Diederichsen, 24, er nyskrevne tekster, som rammer ind i samtiden, hele grunden til, at han dukker op:
»Det er derfor, jeg går i teatret. For at undersøge, hvad det er, der rører sig, og hvordan man kan se det i verden i dag. Det er ikke kun tomme kalorier, man får her«.
At de unge kommer igen, skyldes, ifølge lektor Laura Luise Schultz, at Teater Grob formår at engagere dem og skabe tilhørsforhold med forestillinger i et enkelt format:
»Grob har profileret sig i forhold til et yngre publikum ved at tilbyde historier med engagement, som de umiddelbart kan relatere til«, siger hun.
Men de unge vender tilsyneladende også tilbage, fordi alt det uden om forestillingen er en oplevelse i sig selv.
fortsæt med at læse
