Kultur

Dramatikerformand vil gøre op med klassikertyranniet i dansk teater: Man bliver altså nødt til at kæle for andre end 60+’erne

I dag taler de store teaterscener ikke til tiden eller tiltrækker nyt publikum, mener Danske Dramatikere. De efterlyser fokus på nye fortællinger frem for klassikertyranni og versioneringer af populære tv-serier.

Kultur

Når publikum sætter sig til rette i sæderne på landets store teatre, er det alt for sjældent for at opleve sprudlende nyskrevet dansk dramatik, der sætter vores samtid på spidsen. Sådan lyder kritikken fra manuskriptforfatter og formand for Danske Dramatikere Nikolaj Scherfig:

»Man kan se, at teaterversioneringer af film, romaner og serier betyder meget, og ny dramatik fylder enormt lidt på de store scener«, siger han.

Det er med til at reducere teatrene til et rum, der fremviser andre kunstarter frem for at udvikle sit eget.

»I bedste fald bliver forestillingerne nogenlunde, men i værste fald bliver det tydeligt, at det er det originale, der er det virkelige kunstværk. Et eksempel er Lars von Triers ’Riget’ (der er blevet opført på Det Kongelige Teater, red.). Som forestilling er den kunstnerisk ligegyldig. Forestillingen bliver mere en slags souvenir og parafrase over serien end et egentligt rum til en nyfortolkning«, mener Nikolaj Scherfig.

»Den slags forestillinger bliver et ekko af det rigtige kunstværk. Det kan særligt det unge publikum gennemskue. Teatrene leder med lys og lygte efter stykker, der kan fylde store scener ud, men paradokset er, at ny dansk dramatik slet ikke er med i den kabale«.

Ifølge Scherfig er det især de større scener, Det Kongelige Teater og landsdelsscenerne, som ikke tør satse på nyskrevne dramaer:

»Problemet er, at ny dansk dramatik er i konkurrence med klassikerne, fordi teatrene har svigtet udviklingen af de stærke fortællinger. Hvis de store teatre ikke skal blive ved med at opleve publikumskriser, er de nødt til at mikse klassikerne med det tidssvarende teater, der rammer tiden«.

Musealt klassikertyranni

Dansk scenekunst modtager årligt 1,3 mia. kr. i støtte og er dermed den kunstform, der topper på Kulturministeriets bevillinger. Derfor er det et centralt problem for teatrets overlevelse, at man gang på gang låner fortællinger fra romaner, genopsætter gamle klassikere eller omskriver succesfulde tv-serier, mener Nicolaj Scherfig:

»Det er et tegn på, at man ikke har sine egne fortællinger. Jeg mener, at kunstformer er stærkest, når de spejler tiden og tidens problematikker«, siger Scherfig og fortsætter:

»Det er måske lidt hårdt at kalde det musealt, men det er der, klassikertyranniet ender. Der er selvfølgelig noget interessant i at gå ind og fortolke klassikere, men når det nærmest er det eneste, vi ser, henvender man sig til et publikum, der sammenligner den nye Macbeth med de to forrige«.

Dramatikkens manifest

I januar 1999 skrev instruktøren Emmet Feigenberg, dramatikeren Astrid Saalbach og dramaturgen Jesper Bergman et manifest for et nyt forfatterbåret teater. Det var i kølvandet på et årti, hvor en ny bølge af dansk dramatik skyllede ind over de danske scener. 1990’ernes dramatik var præget af et opgør med naturalismen, hvor hverdagens drama blev sat op i en realistisk form. Det var apokalypsen, flydende identiteter og uklare moraler, der var i fokus. Manifestets ærinde – et nyt teater, der udelukkende viste nyskrevet dansk dramatik – blev aldrig en realitet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet for at videreudvikle dramatikkens rolle blev det i stedet til en række fejlslagne nyopsætninger på blandt andet Det Kongelige Teater.

»Man kom til at satse for meget på for dårlige tekster ved at sætte stykker op, hvor teksten ikke var god eller gennemarbejdet«, mener Scherfig.

Det er nu tyve år siden, og siden da er de store scener i højere grad begyndt at satse på det helt sikre frem for at tænke utraditionelt og nyt, hvilket de ellers har gjort før i tiden:

»Når man kigger tilbage på, hvad der har spillet på de store scener i 1960’erne, har der været masser af totalteater og nye europæiske forestillinger. Dengang turde særligt Det Kongelige Teater at satse og være radikale. I dag skal de også være frontløbere i stedet for 60+-venlige. Man skal være ambitiøs og tænke ud af boksen: Hvordan laver man teater, der rammer en ny generation i sit udtryk?«.

Han mener, at man bør sætte ind flere steder, hvor man kan arbejde med transformationen af små succeser til større scener. Drømmescenariet er ikke som for 20 år siden et nyt teater, men en fælles institution ligesom Det Danske Filminstitut eller Dramatikkens Hus i Norge, hvor man udvikler manuskripter.

»Der er interessant, hvilken indflydelse Dramatikkens Hus har på dramatikken, i forhold til hvor mange stykker de har i udvikling, og hvor mange der bliver spredt ud over de norske teatre. Vi ville elske, hvis det skete i Danmark. Det kræver en stor politisk satsning, eller at Bikubenfonden (der støtter scenekunsten med store beløb, red.) laver en kæmpesatsning«.

Scherfig mener, at man med sådan et sted vil kunne slippe de kreative kræfter løs og ikke kun få, hvad man tror, en teaterdirektør, der har bestilt en tekst, vil have. I første omgang kan mindre også gøre det, f.eks. tværgående samarbejder:

»Vi ville ønske, at man kunne udvikle forestillinger til de store scener på tværs af teatrene. Vi vil gerne gøre det til et fælles projekt, hvor Det Kongelige Teater og landsdelsscenerne går sammen, men der er en tendens til, at de ikke er meget for miste kontrol over deres egne udviklingsmidler«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nikolaj Scherfig håber, at fremtiden vil bringe flere originale forestillinger, og at teaterverdenen og filmbranchen vil bruge hinanden i højere grad. Så i stedet for at hapse fra andre kunstarter har Scherfig en opfordring:

»På teatret kunne man jo kigge på succesfulde tv-serier og invitere folkene bag til at skrive noget teater frem for at versionere det, de har lavet til tv. Det kan være, de kan løse gåden: Hvordan laver man stort drama til de store scener?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce