0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Christina Hagen skuffer i endnu et opgør med det politisk korrekte: Rablende sjov, men ensidig i længden

Det politisk korrekte er lige så rammende som rablende i Christina Hagens syvende bog, der poetisk set også bliver en ensidig strøm af gentagelser.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Stine Rasmussen
Foto: Stine Rasmussen
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Christina Hagen har stadig i sin syvende bog et regnskab at gøre op med det politisk korrekte, der ifølge bogen er blevet en form for religion – på bogens forside udgør ordet ’Korrekthedsbibelen’ et kors.

Det korrekte har tilsyneladende gjort det helt umuligt at være menneske. Eller måske snarere umuligt at være forfatteren Christina Hagen? Med konceptbogen ’Jungle’ fra 2017 fik hun politisk skældud for bl.a. at skrive om godt at kunne lide sorte pikke.

I ’Korrekthedsbibelen’ skriver hun på vegne af en kollektiv korrekthed; et kor af politisk korrekte stemmer dikterer, hvordan den læsende skal tænke og leve. Stemmen er fuld af had og uerkendt selvhad, det er en passiv-aggressiv, sarkastisk og meget Hagensk stemme, vi hører:

»Man kan hemmeligt håbe/ på, at De møder en græ-/ dende Dværg næste gang/ De snyder Dem højere/ i Deres perverse og sam-/ vittighedsløse Stiletter«.

Absurd sjovt

Det meste af bogen er skrevet på ternet papir og med sirlig håndskrift. Den skrivende tiltaler læseren, der er ufrivilligt på skolebænken, med ’De’, og skriver navneord med stort, en lige så gammeldags som infantil henvendelsesform, en småborgerlig skrift uden individuelle træk – vores allesammens udskammende stemme. En stemme, der skal være køn og ordentlig, men hurtigt viser sig at være grim og hyklerisk.

Samtlige af bogens tekster henvender sig til læseren med formaninger om, hvad der er det korrekte at gøre i en given – og mere og mere ekstrem – situation. Det begynder sådan her:

»Venligst lad Deres skin-/ ny Jeans forblive i Deres/ Klædeskab (bryd Dem ik-/ ke om at være en om-/ vandrende Reklame for/ Spiseforstyrrelser)«.

Og det lyder jo næsten som noget, man godt ville kunne høre nogle typer sige. Men snart bliver det politisk korrekte imperativ mere absurd, selv om man næsten stadig godt kan forestille sig nogen sige sådan noget her:

»Venligst omtal Kanarie-/ fuglen som ’lille gul/ Fugl’, idet ’kanarie’ kan/ virke eksotiserende. Den/ lille Fugl bor og lever i/ Dag i Bure over hele Ver-/ den, hvor vi kender den/ som ’vores Fugl’ på lige/ Fod med Undulater, Solsorten og Gråspurven. Ka-/ narieøerne er kendt som/ kitschede Feriesteder, mens/ Kanariefuglen er elsket/ i forskelligartede Hus-/ stande. Brugen af ordet/ Kanariefugl er at fast-/ holde den lille gule Fugl/ i en altmodisch Kliché,/ som fører til Streotypi-/ sering«.

’Korrekthedsbibelen’ vil udstille tidens politiske korrekthed, dens termer og trends. Hvis man ryger, er man et svin. Men hvis man ikke ryger, bør man tage hensyn til rygeren, der »intet andet har end fire Vægge, en Seng og en pakke Cigaretter«. Og: »Når De hører op med at ryge, når De vandrer rundt i Gaderne selvelskende, tyggende på Deres Nikotintyggegummi, har De så overvejet, hvilket umenneskeligt Pres, De lægger på den Ryger, der ikke ser sig i Stand til kvitte Tobakken?«.

Tager man ud af landet, er man et miljøsvin; bliver man hjemme, lider man af hjemstavnspatriotisme

Det er sjovt at høre denne politisk korrekte stemme flyde sammen med Hagens egen. Tager man ud af landet, er man et miljøsvin; bliver man hjemme, lider man af hjemstavnspatriotisme.

Og hvis man læser avis, ødelægger man regnskoven: »De har vel Matriklen fyldt med Teaktræsborde, Ibenholtfigurer, Skænke af Rio-Palisander og yndige Bananpalmer importeret fra Sydamerika i store, osende Containerskibe. Måtte man foreslå et Hørespil og en Radioavis til at mætte Deres vulgære Appetit efter nyt om den Verden, de så ihærdigt forsøger at destruere«.

Bogen er også sjov, når den i nogle helt absurde konfrontationer begynder med »Hvordan ville De have det, hvis« bombarderer læseren med umulige spørgsmål: »Hvordan ville De have det, hvis Deres Moster døde som ung?« eller: »Hvordan ville De have det, hvis Deres ene Snørebånd var knækket?«.

Har De fanget pointen?

Ligesom det bliver umuligt at være i det politisk korrekte, bliver det umuligt at være i bogen. Det munder helt rablende ud i forslag om at gøre alting statsbestemt – hvor meget man må drikke, hvornår lyset skal slukkes, hvor tit man må have sex osv.

Og så til sidst: »Hvordan ville De have/ det, hvis De ikke var/ offer for noget?«.

Har De fanget pointen? Det mest skuffende ved bogen er, hvor ensidigt den demonstrerer denne pointe, det politisk korrekte som hysteri.

Og efterhånden som jeg læser mig igennem bogen, og den rent grafisk ændrer udtryk, uden at den for alvor ændrer fokus eller stemme, bliver det også klart for mig, at ’Korrekthedsbibelen’ ligesom har én pointe at bevise, ét trick, som efterhånden bliver trivielt og poetisk kedeligt. Det bliver ligesom bogens eget politisk korrekte spøgelse, der træder mest tydeligt frem. Så virker det, som om bogen demonstrerer en helt anden pointe end den tilsigtede.