Forleden aften var jeg så heldig at introducere Stanley Kubricks ’Lolita’ fra 1962 – i bedste sendetid og på det helt store lærred, så publikum fik skandalerne og den grynede sort-hvide sanselighed smidt direkte op i fjæset.
Jeg elsker den film. Dens spydige afklædning af efterkrigstidens seksualneurotiske forstadsamerikanere. Dens dvælende, kælende landskabsscener. Dens møjsommelige fortællestil og alenlange indstillinger. Dens lydside med rumklang, cikader og lummer tja-tja-tja.








