Den ene måtte lægge sig ned i teltet på spejderturen, så han »kunne mærke vægten af hans store mave« på sin spinkle drengekrop. Så mærkede han også hånden, der gled ned under hans blå spejdershorts og underbukser til den lille penis. En anden måtte lægge krop til en tæt omfavnelse, som pludselig endte med et trutkys. På munden. Den sidste blev taget i hånden og ledt ned i underbukserne, hvor han måtte onanere lemmet »i cirkulære bevægelser«, mens hans egen penis blev udsat for en lignende bevægelse.
Mange år senere, da de er blevet voksne mænd, mødes Alexandre, Francois og Emmanuel. Og taler om de overgreb, de blev udsat for af den katolske præst og spejderleder fader Bernard Preynat. Sammen med talrige andre mænd, der engang var drenge, som blev misbrugt af den pædofile præst, udgør de foreningen ’La Parole Libérée’ (Frihedens budskab). Foreningen har fremlagt de vidneudsagn og beviser, der har tvunget den katolske kirke i den franske by Lyon til at afskedige præsten og fremkaldt en retssag mod byens ærkebiskop, Philippe Barbarin.
Den årelange optakt til det, der nu er blevet til en retssag, skildres med lige dele nænsomhed og grundighed i François Ozons film ’Grâce à Dieu’ (Gud være lovet), der i går skabte stor opmærksomhed på filmfestivalen i Berlin, hvor den flere gange prisbelønnede instruktørs film er med i hovedkonkurrencen.
Udgangspunktet for både retssagen og filmen er den katolske bankmand Alexandre Guérin (Melvil Poupand), der tilsyneladende lever et lykkeligt familieliv med sin hustru og fem børn. Da han en dag opdager, at den præst, der misbrugte ham som dreng, stadig arbejder med børn, vælter minderne frem. Han indleder en kommunikation med den katolske kirke, konfronteres med fader Preynat, der tilstår alt, og han møder endda kardinal Philippe Barbarin, som forklarer det stadig mere frustrerede o