Den ene måtte lægge sig ned i teltet på spejderturen, så han »kunne mærke vægten af hans store mave« på sin spinkle drengekrop. Så mærkede han også hånden, der gled ned under hans blå spejdershorts og underbukser til den lille penis. En anden måtte lægge krop til en tæt omfavnelse, som pludselig endte med et trutkys. På munden. Den sidste blev taget i hånden og ledt ned i underbukserne, hvor han måtte onanere lemmet »i cirkulære bevægelser«, mens hans egen penis blev udsat for en lignende bevægelse.
Mange år senere, da de er blevet voksne mænd, mødes Alexandre, Francois og Emmanuel. Og taler om de overgreb, de blev udsat for af den katolske præst og spejderleder fader Bernard Preynat. Sammen med talrige andre mænd, der engang var drenge, som blev misbrugt af den pædofile præst, udgør de foreningen ’La Parole Libérée’ (Frihedens budskab). Foreningen har fremlagt de vidneudsagn og beviser, der har tvunget den katolske kirke i den franske by Lyon til at afskedige præsten og fremkaldt en retssag mod byens ærkebiskop, Philippe Barbarin.
Den årelange optakt til det, der nu er blevet til en retssag, skildres med lige dele nænsomhed og grundighed i François Ozons film ’Grâce à Dieu’ (Gud være lovet), der i går skabte stor opmærksomhed på filmfestivalen i Berlin, hvor den flere gange prisbelønnede instruktørs film er med i hovedkonkurrencen.
Udgangspunktet for både retssagen og filmen er den katolske bankmand Alexandre Guérin (Melvil Poupand), der tilsyneladende lever et lykkeligt familieliv med sin hustru og fem børn. Da han en dag opdager, at den præst, der misbrugte ham som dreng, stadig arbejder med børn, vælter minderne frem. Han indleder en kommunikation med den katolske kirke, konfronteres med fader Preynat, der tilstår alt, og han møder endda kardinal Philippe Barbarin, som forklarer det stadig mere frustrerede offer for præstens overgreb:
»Det fremgår jo af Bibelen, at vi skal elske børn ... men altså kun til en vis grad«.
Det er også Philippe Barbarin, der nu selv er i den anklagedes rolle, der leverede titlen til filmen, da han på et pressemøde sagde:
»Gud være lovet er de fleste af sagerne (om overgrebene, red.) forældede nu«.
Risikerer tre års fængsel
Den 68-årige kardinal er tiltalt for at holde hånden over præsten og nægte at anmelde ham til politiet. Han risikerer nu selv tre års fængsel ved retssagen, der begyndte i sidste måned i Lyon. Præsten Bernard Preynat, der har erkendt sine forbrydelser og hævder, at ingen i den katolske kirke standsede ham, selv om han fortalte om sit seksuelle misbrug af drengene, stilles for retten senere i år sammen med tre andre præster.
Enkelt og i roligt tempo uden den mindste trang til at følge sensationen holder François Ozon fat i sin dybt uhyrlige historie. Filmen skildrer, indtrængende og ærligt, hvad de mørke barndomsminder har gjort mod de voksne mænd, og hvordan deres voksende engagement i deres fælles forening og arbejde for en form for retfærdighed påvirker deres familier.
»Jeg ville skildre de løgne og fortielser, der har fået lov at præge den katolske kirke i så mange år i så mange lande. Retssagen vil gå, som den nu gør, helt uafhængig af vores film, men den er vigtig for samfundet, kirken, sporten og i de familier, hvor 80 procent af alle pædofile overgreb foregår«, sagde François Ozon på pressemødet efter filmens visning for medierne.
I hjemlandet har han haft svært ved at få filmen finansieret, den katolske storby Lyon forhindrede, at optagelserne kunne finde sted der, og talrige franske biografer har nægtet at tage filmen på repertoiret i protest mod angrebene på den fremdeles magtfulde, katolske kirke.
»Der kommer ikke noget frem i vores film, som ikke allerede har været omtalt i de franske mediers omtale af sagerne. Men de, der anklager os og sætter os under pres, har ikke set filmen. De prøver at standse os ud fra principielle motiver«, sagde François Ozon på pressemødet.
