Chaplin mellem cirkusprinsessen Merna (Merna Kennedy) og en af de klovner, som stumfilmen truede med at sende på pension.

Chaplin mellem cirkusprinsessen Merna (Merna Kennedy) og en af de klovner, som stumfilmen truede med at sende på pension.

Kultur

Cirkusfilmen blev Charlie Chaplins mareridt

Alt gik galt, da Chaplin skulle indspille opfølgeren til sin store succes ’Guldfeber’, men heldigvis kom ’Cirkus’ omsider helskindet i kassen – og på sin rette hylde i filmhistorien.

Kultur

Da ’Cirkus’ havde premiere 6. januar 1928 i Grauman’s Chinese Theater, skete det, blot ganske få måneder efter den første talefilm, ’The Jazz Singer’, havde set dagens lys. Det kunne have lignet en ildevarslende timing, men rent faktisk blev Charlie Chaplins nye stumfilm en bragende succes. Kun seks andre stumfilm indtjente flere penge end ’Cirkus’, og filmen cementerede Chaplins status på toppen af filmkunstens kransekage.

Alligevel er der mange gode grunde til, at Chaplin behandlede ’Cirkus’ som sit filmiske stedbarn og senere kun nødig nævnte den.

På alle mulige og umulige planer var filmens tilblivelse som ramt af en forbandelse.

Der var høj søgang i Chaplins eget liv. Hans mor døde, og skilsmissen fra hans anden kone, Lita Grey, var af den seriøst forbitrede slags. En af de gennemgiftige skandaler, som Hollywood allerede i sin ungdom svælgede hæmningsløst i.

Problemerne flyttede med over i filmproduktionen, da Lita Greys sagførere med alle mulige og umulige midler forsøgte at spænde ben for Chaplin med smædekampagner og ødelæggende økonomiske krav. Da sagførerne gjorde krav på udlæg i produktionsapparatet, gik ’Cirkus’-produktionen på et tidspunkt i stå i otte måneder. Det blev så galt, at Chaplin måtte tage de ruller, han allerede havde nået at skyde, under armen og smugle dem ud.

Men mange af de udsmuglede ruller viste sig at være noget nær ødelagte, fordi filmlaboratoriet havde sjusket. Det lykkedes dog med megen møje og besvær at få restaureret dem nogenlunde. Da man omsider kom i gang igen med indspilningerne, udbrød der brand i studiet, som ødelagde både kulisserne og rekvisitterne.

Og ulykkerne blev ved

Sidst i 1920’erne voksede Los Angeles og Hollywood med eksplosiv hast, og da filmholdet skulle tage tråden op ni måneder senere, var de gamle locations forvandlet til ukendelighed.

En sidste ulykke blev kun forhindret i sidste øjeblik. I filmens store slutscene ser man alle cirkusvognene køre afsted i karavane, mens den lille vagabond vanen tro går mod solnedgangen, svingende med sin stok. For at filme denne scene kørte man alle cirkusvognene ud på den mark, hvor man skulle optage, og gik i gang.

Næste morgen var vognene væk. En flok oprømte studenter i festhumør mente, at sådan nogle cirkusvogne var en helt oplagt gang pindebrænde til et stort, flot sankthansbål. Men denne gang var heldet med Chaplin og hans ’Cirkus’. Bålet blev afværget på falderebet, og filmen kom omsider nogenlunde helskindet i kassen.

På den baggrund kan man kun blive endnu mere imponeret over ’Cirkus’ og filmens mange forrygende scener, der ikke blot har krævet perfektionistisk forberedelse, men også i seriøs grad mod og mandshjerte.

Linedanserscenen med aber på hovedet er legendarisk, og præcisionen i scenerne i spejlkabinettet er af en kaliber, som kun Buster Keaton og Harold Lloyd ville have kunnet gøre Chaplin efter.

Glemmes skal ej heller scenen, hvor Chaplins vagabond er spærret inde i buret hos løven. Heldigvis ser der ud til at være en kattelem. Men ak, den fører kun ind til tigeren!

Løven var temmelig autentisk, og Chaplin var selv inde i buret hos løven i mange af de 200 takes, der skulle til, før de nødvendige optagelser var i kassen. Hvilket de kun kom med hjertet oppe i halsen på Chaplin og hans medarbejdere. Men flot blev det. Chaplins sjove løvescener er noget mere drabelige end de scener med vilde dyr, som Marx Brothers 11 år senere præsterede i deres mindst lige så sjove Cirkus-film.

I sin selvbiografi fra 1964 nævnte Chaplin ikke ’Cirkus’ med et ord, og det forstår man jo sådan set godt. Selv om filmen på en måde er central. Både som portræt af Chaplin som komiker og for sin fortælling om det cirkus, varieté-miljø og markedsgøgl, som både filmkunsten og Chaplin selv var udsprunget af.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til slut gik han dog tilbage til en film, der altså var alt andet end en fuser. I 1967 komponerede den på det tidspunkt 78-årige Chaplin et nyt score til filmen og indsang endog den behørigt sentimentale ’Swing Little Girl’.

Så da filmen i den nye version fik premiere i 1969, kunne publikum se åbningssekvensen med cirkusprinsessen Merna melankolsk gyngende i sin trapez til lyden af den gamle mester, der med fin, klar stemme sang »Swing high, little girl/ swing high to the sky/ and never look to the ground«.

En smuk optakt til mødet med cirkusprinsessen, den koleriske cirkusdirektør, tryllekunstneren Professor Bosco, Luftens Konge Rex og selvfølgelig den lille vagabond, der i en vidunderlig scene prøver at løfte sig selv op i buksebagen for bedre at kunne se ind igennem et højtsiddende hul i teltdugen.

Alt sammen i versionen fra 1969, som er den, der nu er blevet restaureret og får dansk repremiere.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden