Max Bruch fik et tidligt hit med sin vilde og smægtende violinkoncert i 1866, mens Anton Bruckner samtidig måtte kæmpe og kæmpe med manglende anerkendelse for sine spirituelle gigasymfonier. Men det var Bruckner, der blev den langtidsholdbare.
Fredagens koncert med DR SymfoniOrkestret viste forskellen mellem den hurtige, lidt letkøbte musikalske effekt – med Bruchs 1. violinkoncert – og så den musikalske dybde, der kan slå en lytter til lirekassemand, når den er minutiøst bygget op over 60 sammenhængende minutter som Bruckners 2. symfoni. Og så i øvrigt med en lille bizar og malplaceret indledning med Carl Nielsens finurlige ouverture til ’Maskerade’.
Aftenens tyske solist med det fortryllende og alligevel slagfærdige navn, Arabella Steinbacher, har spillet sammen med en stribe af de danske symfoniorkestre de sidste 15 år. Men selvom hun har et virkelig spændende bagkatalog af album på samvittigheden, er det altså ikke ofte, hun her i landet får lov at levere stof, der for alvor kan flytte noget. I sommer i Tivoli kom hun til at spilde chancen med sløj pseudofolkemusik, mens hun fredag i Koncerthuset var bestilt til at servere Bruchs 1. violinkoncert. Med årene er det blevet et skolestykke for helt unge violinister, der skal have lov til at give den gas som solist for første gang.
Steinbacher er aktuel med et rigtig interessant album med Richard Strauss’ violinkoncert. Hun har et tæt forhold til mandens musik – hendes eksotiske fornavn er såmænd taget fra titlen på komponistens opera – så hvorfor så ikke lade os høre hende fortælle den historie live? I stedet for et alibiværk som Bruchs, hvor det hele måske nok lød godt og sødt, men hvor intet af det rigtig fæstnede sig i hjernebarken. Bevares, det lykkedes at bygge et effektivt drama op fra ingenting og så med en tone ad gangen løfte musikken op mod klimaks. Hendes cremede violintone med et stænk af mørke klang (som altid) som en drøm, når hun over lang, lang tid bandt toner sammen til syngende musik. Med masser af vibrato, der lagde sig om hvert punkt som et blafrende slør.
Alt i denne romantiske fortælling om længsel og savn fik en smuk, poleret overflade.
Overflødig opvisning
For mig knækkede filmen dog i tredjesatsen, hvor den romantiske melankoli blev afløst af fest og fokus på at få vist så mange svære violinteknikker som muligt. En sportsgren 1800-tallets komponister dyrkede intenst, men som i dag – ligesom det pudsige, halsbrækkende ekstranummer af belgieren Ysaÿe – i dag virker overflødig.
Hvad var det så, der gjorde, at Anton Bruckners timelange 2. symfoni lød som om et stykke musik, der blev ved med at åbne nye dybder? At vi til sidst nåede en tilstand, hvor der var så meget spænding, at verden var ved at sprænges eller måske nærmere implodere under sin egen tyngde?
Det var på en måde nogenlunde simpelt, det de mange musikere spillede. Musikken blev formet af pæne melodier, der regelret som skolesange var sat op efter hinanden i episoder og adskilt af teatralske pauser sat ind som punktummer mellem de helt forskellige udsagn. Nogle ren idyl, nogle faretruende, nogle aggressivt jagtende. Alt sammen formuleret af Luisi og orkestret nøjagtigt og uden omsvøb, men også med en følelse af nødvendighed.
I andensatsen blev linjerne lange – trukket så langt som muligt, men hele tiden skiftende i tykkelse. Altså i mængden af instrumenter, der spillede med og med mere og mere sejhed og bundtræk. Indtil slutningen, hvor musikken igen og igen blev bygget op mod en konklusioner, der vedholdende og uimodståeligt hamrende energi ud i det store koncertrum.
Bruckners epos fik sin storhed og dybde igennem de mange nøgterne udsagn, der lagde sig på hinanden som dimensioner af en helt speciel verden. Med chefdirigent Fabio Luisi som den fascinerende formgiver, der insisterede på, at musikken kunne bære sig selv i al sin enkelhed, så længe lagene blev lagt med rytmisk præcision og klangskøn balance.
