Lyt til artiklen
Jeg forstår godt, at det kan være meningsfuldt at definere sig med udgangspunkt i sit tilhørsforhold. Sit ’folk’ og dets fortællinger. Fortællinger om kampene ved Dybbøl. Om modstandsfolkene. Om industrialiseringen, kvinders stemmeret eller de helt nære fortællinger om oldemor, der vaskede børnene i håndvasken.
Derfor er det heller ikke særlig kontroversielt at tale om, at de fortællinger ikke er mine fortællinger. Jeg har et andet historisk vi, som har været definerende for min selvforståelse. Om et nomadisk folk, der har levet med naturen. Om britiske kolonimagter, der beklagede sig over mit folks modstand og stolthed, og om kulturel stædighed gennem omanske dynastier.
