Det var et noget andet medielandskab, Hans Jørgen Jensen kunne kigge ud over fra 14 etage i den daværende TV-By, da han i 1985 blev øverste chef for Danmarks Radio med den fornemme titel generaldirektør. DR havde monopol på elektronisk spredning af nyheder, underholdning og oplysning, kunderne var trofaste, og de største fjender færdedes i det politiske landskab. Ikke at jobbet derfor var nemmere end i dag, der stilledes store krav til manøvredygtighed, en egenskab, Hans Jørgen Jensen til fulde besad og bestred, ikke mindst i kraft af en evne til at formulere sig yderst præcist og umisforståeligt.
Lærersønnen fra Midtsjælland blev med en efter eget udsagn beskeden studentereksamen fra Sorø Akademi uddannet journalist på en række socialdemokratiske blade. I 1956 stiftede han første gang bekendtskab med Danmarks Radio, da han blev ansat i fjernsynsafdelingen i det, der dengang hed Statsradiofonien. Selv har han beskrevet det som en vidunderlig drøm, der gik i opfyldelse. Og i 1964 blev endnu en drøm til virkelighed, da han blev ansat til at bygge TV-Avisen op fra bunden med 16 medarbejdere. Et projekt, der ikke huede alle lige meget; de traditionelle nyhedsmedier mente, at det ville blive unfair konkurrence, og at tv-nyheder ikke egnede sig til den skærm, som hele Danmark trofast kiggede på. Det var Jensen ret ligeglad med, så TV-Avisen blev hurtigt en uomgængelig faktor. Og hvis hans medarbejdere blev angrebet, forsvarede han dem med næb og kløer.
Så sjældent tv uden for arbejdstiden
I 1976 førte karrieren Hans Jørgen Jensen videre til stillingen som tv-direktør, og i 1985 blev han udstyret med generaldirektørtitlen. I 1988 dukkede TV 2 så op i horisonten, en konkurrence, Hans Jørgen Jensen hilste velkommen. Meeen, jalousi og kold luft var ikke ukendte fænomener mellem generalen i Gyngemosen og hjulpiskeren Jørgen Schleimann, der med stor frækhed stod i spidsen for opkomlingen i Odense. Og DR tabte i den grad momentum i den følgende tid.
Der går frasagn om et stærkt medieovervåget forsoningsmøde mellem de to, hvor der på forsiden af landets aviser var billede af Hans Jørgen Jensen, der omfavner Schleimann. Hjemme i Odense sagde Schleimann på sit listige langelandske: »Jamen hvad sku’ jeg gøre? Han sprang på mig som en mus på en skinke«.
Efter 8 år i chefstolen havde han fået nok. Uden at smække med døren forlod han institutionen, han havde tjent i 38 år. Hverdagen var blevet en trummerum, og han syntes ikke, han havde mere at tilbyde. Han sagde selv, at billederne vendte sig, og blomsterne visnede, når han kom ind på kontoret.
Da han fratrådte, afslørede han, at han kun sjældent gad se tv uden for arbejdstiden.
»Jeg har 30 kanaler derhjemme, og jeg synes, de sender det samme bras alle sammen. De kører i store sløjfer – den ene film fra den ene kanal til den anden, på samme måde med serierne og det samme talkshow med en eller anden åndssvag studievært, der står med en mikrofon og siger blablabla. Det bliver mere og mere ens og mere og mere kedeligt, synes jeg«.
Ude med riven
Han var også veloplagt ude med riven over for den daværende generaldirektør, Kenneth Plummer, for at have forvandlet DR til en »plidder-pludrende« institution, hvor seerne aften efter aften kan »nyde godt af yndige kvindelige TV-Avis-studieværter, der med let sexet blink i øjet og den yndigste trutmund kryber ind i os og får selv en racismekonference til at være den fornøjeligste sag af verden«.
Det var nu ikke bare en sur gammel mand, der gik rundt i sin velplejede have i Virum. I de senere år engagerede han sig bl.a. i Ældre Sagen, i Vestsjællands Kunstmuseum, spillede tennis, så længe helbredet tillod det, og var ovenikøbet ivrig korsanger, selv om han ikke elskede at blive dirigeret med.
Hans Jørgen Jensen døde i sit hjem i Virum i lørdags. Han efterlader sin kone, tidligere kontorchef i Kulturministeriet Annelise Jensen, som han har været gift med siden 1960, tre børn og en række børnebørn. Hans Jørgen Jensen blev 87 år.
