Uanset hvor man vender blikket hen på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, handler det om natur. På væggene er vævede værker af Inge Bjørn, Anne Marie Egemose, Annette Holdensen og Randi Rygaard Lium, der viser jord, blomster og fugle. Uden for vinduerne er det bugtens blå bølger i det fjerne og Johannes Larsens gamle have med græs og ænder, der fortæller, at det er forår.
Det er derfor helt oplagt, at museets nye udstilling har titlen ’Tråde til naturen’, og når man begynder at fordybe sig i de fire væveres værker, bliver det klart, at naturen kan antage mange former.








