Lyt til artiklen
Det er hovedpersonen i Hjalmar Söderbergs skuespil ’Gertrud’, der bedyrer, at hun tror på »kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed«. Drifterne får os til at gøre mærkværdige ting, men i bund og grund er vi alene, kunne man parafraserende sige.
Og hvorfor så flå et glemt drama fra 1906 frem fra hjernekassens mørke afkroge. Jo, fordi det dukkede frem, da ugens afsnit af ’Bedrag’ var ved at nærme sig sin slutning.
