Glyptoteket er for tiden fuldt af poserende kroppe hugget i den smukkeste perlemorsglinsende marmor – mere virkelige end virkelige og mere kød end kød: nøgne børn, ammende kvinder, purunge seksualiserede ynglinge – potentielt sprængfarligt stof.
På udstillingen ’Perfect Poses’, som åbnede i sidste uge, står også Auguste Rodins bronzemand kaldet ’Bronzealderen’ og tager sig über-poserende til hovedet i en figur, der peger langt tilbage til antikkens skulpturkunst – et sted mellem blød og hård, ny og gammel, moderne, men megaklassisk. Hans lille bronzediller skinner om kap med de halvt spændte brystmuskler.
Den nøgne krop i kunsten har det ikke nemt for tiden. Museer vil gerne dele ud af deres smukke billeder og skulpturer på Facebook og Instagram, men de oplever igen og igen, at censuren lukker ned for dem. Den nøgne kunst er for hård kost for de sociale medier.
I andre tilfælde er det publikum, som efterspørger censuren. The Met i New York blev i 2017 efter en offentlig underskriftindsamling bedt om at fjerne et maleri forestillende en ung pige med spredte ben, ’Thérèse Dreaming’ (1938), malet af den franskpolske kunstner Balthus. Det nægtede museet.
