0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Anders Sune Berg. Billedmanipulation: Tomas Østergren
Foto: Anders Sune Berg. Billedmanipulation: Tomas Østergren

Franske Denys Pierre Puechs mesterlige skulptur fra 1899 er et af hovedværkerne på Glyptotekets udstilling 'Perfect Poses?' Marmorskulpturen viser en bevinget sirene med lang hale i bølgerne som har fanget en sprød yngling, som – kontroversielt for sin samtid – følger med uden skyggen af modstand.

»Hans lille bronzediller skinner om kap med de halvt spændte brystmuskler«: Udstillinger svælger i kroppe i en tid med censur og MeToo

Kroppen er (stadig) alle steder i kunsten. Den performer, danser, muterer, er en avatar og det sted, hvorfra kunstnerne tydeligst kan formulere en samfundskritik. Men hvordan har kroppen i kunsten det efter MeToo? Har identitetspolitikken kuppet fortællingen om kroppen, og har de sociale mediers censur vundet kampen? Eller er fortællingen om kroppen i kunsten i dag blot langt mere kompleks og handler om mere end ligelig fordeling af kønnene? Måske det er på tide for alvor at forstå kroppen som kunstens politiske kamplads?

FOR ABONNENTER

Glyptoteket er for tiden fuldt af poserende kroppe hugget i den smukkeste perlemorsglinsende marmor – mere virkelige end virkelige og mere kød end kød: nøgne børn, ammende kvinder, purunge seksualiserede ynglinge – potentielt sprængfarligt stof.

På udstillingen ’Perfect Poses’, som åbnede i sidste uge, står også Auguste Rodins bronzemand kaldet ’Bronzealderen’ og tager sig über-poserende til hovedet i en figur, der peger langt tilbage til antikkens skulpturkunst – et sted mellem blød og hård, ny og gammel, moderne, men megaklassisk. Hans lille bronzediller skinner om kap med de halvt spændte brystmuskler.

Den nøgne krop i kunsten har det ikke nemt for tiden. Museer vil gerne dele ud af deres smukke billeder og skulpturer på Facebook og Instagram, men de oplever igen og igen, at censuren lukker ned for dem. Den nøgne kunst er for hård kost for de sociale medier.

I andre tilfælde er det publikum, som efterspørger censuren. The Met i New York blev i 2017 efter en offentlig underskriftindsamling bedt om at fjerne et maleri forestillende en ung pige med spredte ben, ’Thérèse Dreaming’ (1938), malet af den franskpolske kunstner Balthus. Det nægtede museet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce