Min selvudnævnelse til feminist skete ved min konfirmationsforberedelse. Præsten proklamerede, at vi piger jo var kommet, fordi ritualet gav os mulighed for at knæle ved alteret i hvid kjole og lade, som om vi blev gift. Min både søgende og trodsige teenagesjæl kom i oprør. Jeg meldte mig prompte ud af forberedelsen og ind i feminismen, selv om mit forhold til Gud var, og stadig er, uafklaret.
Jeg fik ingen fest, der skulle markere overgangen til voksenlivet, men min mor mente alligevel, at hun skulle holde en lille opbyggelig tale for mig. Så en morgen omkring det tidspunkt, hvor de andre skulle konfirmeres, så hun mig i øjnene og sagde med alvor i stemmen: »Du skal bare huske tre ting: Betal dig fra rengøring (også selv om du ikke har råd). Hold dig fra smålige mænd (du orker det ikke). Og pas godt på dine veninder«.
