Enhver James Bond-fan kender ham, rigmanden Goldfinger, som Agent 007 spillet af Sean Connery med nød og næppe får stoppet i at forurene de amerikanske guldreserver i Fort Knox i filmen, der bærer superskurkens navn.
Hvad færre ved, er, at Ian Fleming, forfatteren til romanforlægget, opkaldte den legendariske misdæder efter en arkitekt. Og det var ifølge professor emeritus på Kunstakademiets Arkitektskole, Carsten Thau, i alt andet end respekt.
»For playboyen og overklasseløget Ian Fleming afskyede de nye tårnhuse i beton, som kom til i London efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Og det i en grad, at han gjorde arkitekten bag en stribe af dem, Ernö Goldfinger, til hovedskurk i sin roman«, siger Carsten Thau om bogen, der fik ungarskfødte Goldfinger til at true med sagsanlæg allerede inden udgivelsen i 1959.
Flemings protest er blot et enkelt celebert eksempel på den brede modvilje, som betonen blev mødt med gennem det århundrede, hvor byggematerialet med Carsten Thaus ord blev »det moderne byggemateriale par excellence«.
