Musicalversionen af Jerry Zuckers gamle melankoli-romance ’Ghost’ fungerer ikke videre godt. Den er flot sine steder, men ikke særlig romantisk.

Et temmelig tandløst spøgelse: 'Ghost' som musical er cirka lige så romantisk som en dåse makrel i tomat

En af alle tiders mest romantiske scener er cirka lige så rørende som en dåse makrel i tomat, mener vor anmelder.  Foto: Martin Mydtskov Rønne
En af alle tiders mest romantiske scener er cirka lige så rørende som en dåse makrel i tomat, mener vor anmelder. Foto: Martin Mydtskov Rønne
Lyt til artiklen

Spøgelser er døde mennesker, som ikke er rigtigt døde, fordi de har et mellemværende med de levende. Og det er derfor, at den mandlige hovedperson Sam ikke bare ryger til himmels eller i helvede, da han bliver pløkket af en overfaldsmand på gaden i New York, mens hans elskede Molly ser på. Han kan ikke finde ro i det hinsides, førend han har afsløret sin egentlige drabsmand og sikret sin efterladte kæreste ro og tryghed.

Men det er ikke på grund af denne temmelig banale historie, at Jerry Zuckers film ’Ghost’ fra 1990 er blevet en klassiker i kredse med hang til død, romantik og melankoli. Denne status skyldes snarere, at filmen er helt vildt romantisk og indeholder et par særdeles mindeværdige scener, ikke mindst en, hvor Demi Moore og Patrick Swayze fra hver sin sfære kærtegner hinanden. Smukt, tårepersende og dødsdyrkende på den særligt letbenede måde, man ofte er til fals for som teenager eller ung – og smaskforelsket – voksen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her