Den vestlige verdens guldalder er indrettet som en festsal for det lærde. Fra den højthævede talerstol overser den herskende klasse det folk, der står udenfor og trykker næsen flad mod ruden i et stadig mere kogende raseri. De er vrede over den politiske elite, der underspiller indvandringens problemer, lyver om grundlaget for Irak-krigen og udløser de finansielle kriser, de ikke selv betaler regningen for. Udenfor står også en koloniseret afrikansk pøbel, der anser deres nederlag som forudsætningen for vestens sejr.
Festsalen som mentalt rum er en gennemgående og effektiv metafor i Rune Lykkebergs nye bog ’Vesten mod Vesten’, der over knap 500 sider udfolder en imponerende widescreenanalyse af det, han anser for tre afgørende faser i Vestens historie efter Anden Verdenskrig: Fra ’Guldalder’ over ’Reaktion’ og til tidens ’Krise’.
