At skrive en måltidets kunsthistorie, om dets iscenesættelse som stilleben fra billedkunstens begyndelse til i dag, vil være en overordentlig stor mundfuld for enhver. Skal projektet lykkes, kræver det en kunsthistoriker af den gamle skole, fra dengang, hvor en kandidat i faget skulle vide lige så meget om pyramiderne og propylæerne som om Picasso og Per Kirkeby. For det krav om monumentkendskab, som emnet stiller til forfatteren, er intet mindre end enormt og rækker fra antikken over renæssancen, barokken, realismen, impressionismen til i dag, hvor kunst er lige så meget handling og happening som noget, man kan stille på en sokkel eller hænge på en væg.
Emnet kalder på en professor emeritus, en forsker, der har fyldt sit akademiske liv med billedoplevelser og billedanalyser og nu har fået tid og overblik nok til at gøre status. Det har Lise Bek. Hun var professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet fra 1990 til 1996, og tidligere har hun især beskæftiget sig med arkitektur, rumanalyse og renæssanceforskning, og hendes forrige bog, ’Arkitektur som synlig tale’, udkom i 2010.
Nu er hun i sit fremskredne otium gået om bord i måltidets fremstilling, et emne, der trækker eksempler fra billedkunsten til alle tider. Og eksemplerne er tilmed temmelig forskellige, præget som de er af kultur- og kunsthistoriens fremadskridende udvikling og betydningsforvandling.
Lise Bek er den, der går i dybden, uden at gå til bunds, og for at få styr på stoffet har forfatteren disponeret sin bog som en stor menu. Med forbillede i de mange serveringsgange ved en af de klassiske franske festbanketter bliver de enkelte kapitler præsenteret for læseren, ét efter ét, som noget spiseligt. Fremgangsmåden bliver således en krydsning mellem to fremadskridende kronologiske forløb, dels måltidets, dels det kunstneriske materiale, der har leveret skildringer af det.
