De to tårne på Notre Dame de Paris står endnu. Var de faldet, som de dobbelte tårne i New York gjorde ved indgangen til det 21. århundrede, havde det været billeder af ubærlig styrke og varsel om undergang.
Men synet af katedralen i flammer var apokalyptisk nok, og det halve Europa sad søvnløst natten til 16. april og vågede over en kirke, der stod i brand. Det var næppe terror, og der var ikke som i New York tusinder af døde, som skal æres og respekteres. Men det var et apokalyptisk syn med aspekter af et kristenhedens 9/11.
’Kristenheden’, hvad er det for et ord?
Da Notre Dame blev rejst i løbet af den tidlige middelalders århundreder, fandtes intet Europa. På katedralernes tid var det kristenheden, der fandtes, og i denne verden var Frankrig det store land, hvor en tredjedel af alle ’Europas’ mennesker boede. Paris var centrum i vores verdensdel, og centrums centrum lå på en ø i Seinen, Île de la Cité, hvor en katedral voksede frem som et stykke natur skabt af mennesker.
