Man skal træde varsomt i MeToo-debatten.
Det mener den danske skuespiller Mads Mikkelsen, der interviewes i britiske The Guardian i anledning af premieren på ’Arctic’.
»Ét forkert ord, og du er færdig!«.
Mads Mikkelsen mener grundlæggende, at MeToo-debatten er vigtig, men nogle gange bliver usund, eksempelvis i kollegaen Matt Damons tilfælde i 2017.
Damon, der forrige år kom for skade at udtale, at det var vigtigt at skelne mellem ubehagelige situationer og deciderede ulovligheder, endte efterfølgende i hjertet af en online shitstorm.
Og det var ifølge Mikkelsen en uretfærdig behandling.
»Han sagde noget rimelig fornuftigt, og så blev han fucking slagtet. Så foregår diskussionen ikke længere på en god måde«.
Men MeToo er ikke det eneste af tidens store temaer, den danske skuespiller diskuterer i det opsigtsvækkende interview.
Efterlyser atomkraft
Mikkelsen, der tidligere har indtaget en fremtrædende position i kampen mod menneskeskabte klimaforandringer, sår i interviewet tvivl om, hvor stor en rolle menneskeheden spiller i udviklingen.
»Jeg er ikke skeptiker i den forstand, at jeg ikke tror på, klimaet forandrer sig«, siger han.
»Men jeg ved også, at det altid har forandret sig. Og så er der forskellige grafer, der viser forskellige ting, og vi er nødt til at finde et fælles grundlag at diskutere på, så vi kan finde den bedste løsning«.
En løsning, der ifølge Mads Mikkelsen sagtens kunne være atomkraft, men som »ingen rigtig vil tale om«.
Også den danske Dogme 95-skole får et fur af skuespilleren, der kalder bevægelsen »fjollet«.
»At sætte sig ned og skrive 10 bud i forhold til, hvordan man laver film? ’Historien er vigtig?’. No shit, Sherlock! Er det virkelig nødvendigt at skrive det ned?«, siger skuespilleren, som dog samtidig roser Dogme 95 for at sætte dansk film på verdenskortet.
fortsæt med at læse








