En sand diplomat er ifølge et mundheld en person, der svarer klantern, når vedkommende bliver bedt om at nævne sin yndlingsfarve. Så derfor er det selvfølgelig skotskternet stof, kostumerne er syet af til det indledende nummer, hvor deltagerne glade danser og synger om, at nu skal det hele være inkluderende, rart og ikke fornærme nogen. Altså indtil Ulf Pilgaard entrerer scenen og forudsigeligt forklarer, at en revy netop skal spotte, latterliggøre og forhåne alle og enhver.
Men de kunne sådan set lige så godt have været klædt i gråt. For når aftenen er gået, er det så som så med krænkelserne – selv om Henrik Lykkegaard bedyrer, at er man ikke blevet krænket, har man ikke været opmærksom nok. Faktisk er det en af de få regulære krænkelser. Thi her fornærmer man et nærmest principielt venligsindet publikum, der ikke rigtig får den vare, de har betalt for.
