Når man er meget ung og idealistisk, tror man gerne, at det er den artistiske kvalitet alene, der bestemmer en kunstners betydning. Når man bliver ældre og mere desillusioneret, lærer man, at moralske og politiske spørgsmål nemt kan trække i den stik modsatte retning.
To verdenskrige har sværtet de briller, hvormed vi ser på kunsten omkring os, ikke mindst den kunst, der er blevet til i det store naboland mod syd: Tyskland. Emil Nolde er for eksempel ikke længere så hot og heroisk, som han var, før det blev afsløret, at han faktisk var pronazistisk, og at historien om hans maleforbud og ’ungemalte Bilder’ blev hans eget strategiske forsøg på at reparere på æren og eftertidens vurdering. En opportunist prøvede at forklæde sig som offer, men bliver til sidst demaskeret.
