Mereradio hedder den ny platform og app, der allerede fra i sommer vil give adgang til alle radiostationer i Danmark.

Unikt samarbejde mellem DR og kommercielle kanaler: Ny app samler alle danske radiokanaler samme sted

Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Lyt til artiklen

Hvis du er ivrig radiolytter, har du formentlig DR’s app, Radio24syvs app, din lokalradios app og måske endda Politikens podcast-app installeret på din telefon eller computer. Måske har du endnu flere.

Men nu er Danske Medier, DR og Bauer Media gået sammen om en ny platform og app, der samler public service og kommercielle kanaler i Danmark, så lytterne får én samlet indgang til radio og podcasts.

Her får man adgang til mere end 60 radiokanaler. Servicen bliver gratis, men de kommercielle kanalers lyttere må finde sig i reklame præcis som hidtil.

Kulturredaktøren: Stop snakkeriet, politikere. Danmark har brug for noget helt andet end en tredje taleradio til os midaldrende

Internationalt samarbejde – og konkurrence

Navnet er Mereradio og bygger på teknologi udviklet under navnet Radioplayer Worldwide, som er et partnerskab mellem Storbritannien, Tyskland, Irland, Østrig, Norge, Belgien, Canada, Schweiz og Peru – og altså snart også Danmark.

Det internationale samarbejde om radioteknologi kan styrke Danmark over for netop presset fra international konkurrence, mener DR’s radiochef, Gustav Lützhøft:

»Jeg er både glad for og stolt over, at det er lykkedes den danske radiobranche at skabe dette nye fælles initiativ, hvor vi fortsat kan konkurrere på indhold, men samtidig samarbejde om teknologi og om at stille dansk radio stærkest muligt over for den konstant tiltagende internationale konkurrence«, siger han i en pressemeddelelse.

Teknologien bag Mereradio betyder, at man nemt kan tilgå alle Danmarks radiokanaler via bilradio med internetforbindelse, højtalere med talegenkendelse, Chromecast, Apple Watch med mere, når tjenesten lanceres i sensommeren 2019.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her