Kvartfinalen mod England ved VM i Mexico i 1986 indkapsler fodboldfænomenet Diego Maradona. I en slags ’returkamp’ efter Falklandskrigen gjorde Maradona sig selv til tvetydig legende. Først stjal han et mål med hånden og tilskrev det bagefter Guds hånd. Dernæst løb og driblede han sig solo igennem det meste af det engelske landshold og lavede et af de mest spektakulære mål nogensinde. Guddommelig og såre menneskelig i samme opgør.
Det er oplagt at bruge kampen mod England som et grundbillede i et portræt af Maradona, og Asip Kapadia gør det uden blusel i sin dokumentarfilm ’Diego Maradona’, der under stor pressebevågenhed blev vist i Cannes mandag morgen. Som i sine succesfulde film om racerkøreren Ayrton Senna og sangerinden Amy Winehouse viser han, at det ikke er så tosset at gøre det oplagte, når man har stoffet til det.








