Lørdag
»Det er min kone, Annas, fødselsdag, som vi ikke havde regnet med at kunne nå at fejre, fordi jeg skulle lave udstilling i Det Danske Hus i Paris. Udstillingen viser tilblivelsen af altertavlen, som også skal indvies i Den Danske Kirke i weekenden. Men vi har hængt det hele op på en dag. Vi bor på et lille spahotel bag Louvre. Der er ingen af os, der går i spa, men vi er glade for små hoteller«.
»Jeg har glemt Annas fødselsdagsgave derhjemme, men jeg går på Arts Decoratifs-museet og køber en vase af en japansk keramiker, der laver bittesmå vaser og krukker, som ligner noget fra mine malerier. Om eftermiddagen er vi i Montmartre, i området med stofforretninger. Vi køber 10-12 kilo stof. Om aftenen spiser vi middagen med vores lokale præst fra Odsherred, der er taget herned for at være med til indvielsen af altertavlen sammen med sin kone. De er nogle meget festlige mennesker«.








