Jeg så menneskehedens største skridt på et lille sort-hvidt Philips-tv, som min far, flymekanikeren, havde indkøbt til lejligheden i et sommerhus i Korsør. Jeg var ti år gammel, min far vækkede os ovre i skuret, og min bror og jeg stæsede over i hovedhusets stue med hans fantastiske ord i ørerne: »Lige om lidt går den første mand på Månen!«
Jeg vil aldrig glemme de sort-hvide billeder af miraklet, som fandt sted på skærmen, mens Claus Toksvig nasalt kommenterede fra kontrolcentret i Houston. 21. juli klokken 03.56 dansk tid gik en mand på månen i Korsør, ligesom han gjorde alle andre steder på Jorden, hvor folk fulgte med, og det gjorde mindst 600 millioner tv-seere samt et ukendt antal radiolyttere.
Altid havde den været der, den gamle måne, alt levendes trofaste følgesvend, nu var den ligesom blevet ny. Den hoppende Michelin-mand, der sprang rundt deroppe, hev den ned på Jorden. Vi var fortryllede og begejstrede. Selv om vi var børn, forstod vi, at mennesket virkelig havde bedrevet noget fantastisk.
Ingen tænkte på, hvordan vores forhold til natteplaneten ville blive, endsige, hvordan Månen mon selv havde det med at få uventede gæster?
