Ret hurtigt stod motivet klart. En 41-årig havde sat ild til det japanske animationsstudie Kyoto Animation og taget livet af 35 mennesker, fordi han følte sig snydt. Det skriver The Japan News.
Han mente, at studiet havde stjålet en idé til en historie fra ham. Det fortalte han de første politifolk på stedet, inden de kørte ham til et hospital for at behandle hans forbrændinger. Der er han stadig indlagt.
Kyoto Animations direktør, Hideaki Hatta, kunne ikke genkende mandens navn. Om han faktisk havde sendt et udkast til en historie til studiet, var uklart.
Det havde han formentlig, viser det sig.
Her halvanden uge efter branden meddeler studiets advokat, Daisuke Okeda, at de har fundet en historie sendt fra den 41-åriges adresse. Politiet har dog endnu ikke bekræftet, at det er ham, der har sendt den.
»Vi er sikre på, at der ikke er nogle former for plagiat eller ligheder mellem det indsendte arbejde og Kyoto Animations produkter«, siger Okeda til de japanske medier.
Og afviser dermed anklagen om plagiat.
Okeda gav ingen specifik beskrivelse af den historie, de havde modtaget, men sagde, at den var blevet sorteret fra i en tidlig screening på grund af sin lave kvalitet. Det forklarer ifølge advokaten, hvorfor direktøren ikke kunne genkende den 41-åriges navn.
fortsæt med at læse








