Der er noget ekstremt sødt over dele af Thomas Warbergs humoristiske arsenal. Som eksempelvis den sønderjyske opvækst, han har i bagagen, holder af og gerne øser af erfaringer fra.

I den aktuelle forestilling udmønter det sig blandt andet i en længere smøre om hans fru moders mørke lød, der stikker af fra hendes øvrige søskende. I den forbindelse siger han, at i Toftlund, hvor familien har sine rødder, havde man førhen aldrig set et mørkhudet menneske, men »man havde hørt rygter om det, men afvist dem«. Det er ikke verdens mest epokegørende oneliner, men den fungerer og er fin. Og den lægger op til alskens andre vitser om hans moders families egentlige sammensætning.