Først slog skuespilleren Leonardo DiCaprio alarm. Siden er flere fulgt efter.

Leonardo DiCaprio donerer 30 mio. kroner til brandslukning i Amazonas

Når Leonardo DiCaprio stiller op eller giver lyd fra sig, lytter verden. Her ved premieren for hans seneste film  'Once Upon a Time In Hollywood', eller når han med 34 millioner følgere kalder til forsvar af regnskoven på Instagram. Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Når Leonardo DiCaprio stiller op eller giver lyd fra sig, lytter verden. Her ved premieren for hans seneste film 'Once Upon a Time In Hollywood', eller når han med 34 millioner følgere kalder til forsvar af regnskoven på Instagram. Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Små problemer kan vi selv få øje på. Store problemer skal vi åbenbart have store stjerner til at udpege for os. Sådan kunne det i hvert fald se ud, når man iagttager, hvordan historien om de rekordmange brande i den brasilianske Amazonas-regnskov forleden pludselig fængede, kort efter at skuespilleren Leonardo DiCaprio lagde et billede op på Instagram og beskrev problemet:

At det dybest set er klodens lunger, der brænder, fordi regnskoven producerer ilt. At regnskoven er et af Jordens bedste forsvar imod global opvarmning, fordi den binder CO2. Og at regnskoven er hjem for 1 million mennesker af oprindelige folkeslag og for 3 millioner plante- og dyrearter.

Så kunne vi lære det.

Og når man som DiCaprio har 34 millioner følgere på Instagram og i løbet af få timer kan høste 3,6 millioner likes på sådan et opslag, kan det godt sætte gang i noget.

80.000 brande

Alene i år er op imod 80.000 brande registreret rundtom i den enorme regnskov. De 9.000 menes stadig at brænde, og brasilianske militærfly er nu gået i gang med at kaste vand på dem. Mange af brandene menes at være påsat af bønder og kvægfarmere, som rydder skoven for at bruge jorden. Med støtte fra Brasiliens nyvalgte og mildt sagt ikke særlig miljøvenlige præsident, Jair Bolsonaro.

DiCaprio har tidligere været med til at stifte organisationen Earth Alliance, og i weekenden donerede han 30 millioner kroner til lokale brasilianske organisationer, som bekæmper brandene. På sociale medier har han siden fået følgeskab af andre kendisser som Madonna og rapperen Lil Nas X i sin opfordring til at komme den nødstedte regnskov til hjælp.

Siden er det nærmest blevet en sport for amerikanske stjerner af varierende størrelse at opfordre til at støtte sagen på sociale medier og lade vide, at det gør de selv. Blandt dem er også skuespiller og sanger Vanessa Hudgens og skuespiller Robert Sheehan.

Kongelig dobbeltmoral

Det er nu ikke nødvendigvis kun penge, det koster kendisserne at gå i brechen for klimaet. Selv er Leonardo DiCaprio blevet kritiseret for, at det luftfoto af regnskov i brand, som han lagde op på Instagram, ikke stammer fra en aktuel, men fra en tidligere brand.

Og i sommer mødte stribevis af kendisser - inklusive DiCaprio - hård kritik, da det kom frem, at 114 private fly havde fragtet dem og andre til en såkaldt Google Camp i Italien med klimakamp som tema.

Og det britiske kongehus’ kæledægger prins Harry og hans kone Megan fik forleden en ordentlig gang verbale stryg, fordi de i løbet af de seneste uger fire gange har ladet sig fragte med privat fly, efter at de selv havde opfordret den britiske befolkning til at overveje, »hvordan de behandler planeten«.

Nils Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her