0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Derfor holder Suzanne Brøgger stadig: Hun minder os om, at vi aldrig kan blive frie

Louise Zeuthen, forfatter til biografien ’Krukke’ fra 2014 om Suzanne Brøgger, giver tre grunde til, at Suzanne Brøgger har sat et stort aftryk på vores tid.

Carsten Andreasen
Foto: Carsten Andreasen

Suzanne Brøgger er forlæg for en ny teaterforestilling. Her er hun fotograferet i 1993.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1Hun er en autofiktiv pioner. Mange taler om Karl Ove Knausgård, når de skal pege på, hvor autofiktionen rigtig fanger an, men Suzanne Brøgger var en pioner på området. Det siger forfatteren til Suzanne Brøgger-biografien ’Krukke’, Louise Zeuthen.

»Suzanne Brøgger var faktisk en af de første, der decideret bragede igennem med autofiktion. I 1970’erne, hvor det private blev politisk, gjorde Brøgger autofiktion til et litterært projekt, der virkelig ramte bredt«.

Allerede i forordet til ’Fri os fra kærligheden’, hendes debut, foregriber Suzanne Brøgger diskussionen om autofiktionen og dens blanding af fiktion og levet liv, som vi har oplevet i de senere år.

I forordet skriver hun:

»Bogen handler om nødvendigheden af og vanskeligheden ved at smide den psyko-fysiske bagage over bord. Derfor har jeg været nødt til at digte om på mig selv og på virkeligheden i den udstrækning, den har været i vejen. Jeg har brugt mig selv til hvad som helst for at blive til hvem som helst«.

2Hun er et eksperiment. Samtidig har Suzanne Brøgger også haft stor betydning som eksperiment.

»Jeg ser nærmest Suzanne Brøgger som en antropolog, der kaster sig ud i det ene eksperiment efter det andet – i alle tænkelige retninger – med sit eget liv som indsats«, siger Louise Zeuthen.

»Og det er selvfølgelig afgørende, at det er et usædvanligt levet liv, der indgår i Suzanne Brøggers autofiktive litteratur«.

»Hun skriver om det frie kærlighedsliv, hvor det at sige nej til sex næsten blev anset for udtryk for snerpethed. Og så går hun over i den helt anden grøft og skriver om monogami og drømmen om ægteskab, f.eks. i ’Ja’, så alle kvinder, der har lyst til at leve i tosomhed og bure sig inde med én mand resten af livet, også har mulighed for at spejle sig i den erfaring. Inde fra det liv«.

I ’Ja’ står der:

»Jeg regnede ud som så, at hvis millioner af kvinder kunne leve efter den kendte recept, så kunne jeg vel også. Hvad skulle jeg stille mig an for? Desuden var jeg begyndt at hige efter den jævne, gyldne mellemvej – som en redningsplanke, simpelthen. Selv mit drømmeliv var blevet monogamt. Når de gamle lækkerbiskener dukkede op i drømme, mødte jeg dem med lettere ærgrelse. Hvorfor var I der ikke før? Synd og skam, nu er det for sent«.

3Hun giver ingen løsninger. Louise Zeuthen var rundt at holde foredrag, efter at ’Krukke’ var udkommet, var hun overrasket over at se, hvor bredt et publikum den appellerede til.

»Det var vitterlig kvinder i alle aldre, der dukkede op. Helt unge kvinder og midaldrende kvinder og gamle – og de følte alle sammen, at Brøgger havde noget vigtigt at sige dem«, siger Louise Zeuthen.

»Det tror jeg handler om, at der er en så stor åbenhed i hendes forfatterskab. Hun kommer aldrig med løsninger på, hvad det gode eller det rigtige liv er. Hun stiller sig til rådighed i alle mulige livssituationer, og så viser hun, hvor smerten eller glæden findes der«.

Suzanne Brøgger skriver som en del af 1970’ernes frigørelsesbevægelse, som alle, der er født derefter, er rundet af, siger Louise Zeuthen.

»Vi er på en måde vokset op i en forestilling om, at vi er blevet frie – kærligheden er sat fri, kønnene er sat fri og så videre. Men Suzanne Brøgger minder os om, at vi aldrig kan blive frie. Prøv at se på i dag: Hvis man går ud og vil leve det vilde Tinder-liv, bliver man fanget i ét mønster. Hvis man bliver gift og vil have børn, bliver man fanget i et andet. Det er måske det allervigtigste, Suzanne Brøgger har vist os med sin dobbelttydige indsats. At alt det her med frigørelse, det er altså en meget speget sag. Det er et paradoks. Og temmelig uopnåeligt. Men det betyder ikke, at vi ikke skal forsøge at gribe ud efter friheden«.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden