Han skrev sange, der klæder din bilradio og får dansegulvet til at gløde. Siden Michael Jackson brød igennem musikalsk med The Jackson 5 i 60’erne, har radiostationerne hyldet ham og hans musik til ukendelighed. Men efter dokumentaren ’Leaving Neverland’, der endnu en gang åbnede for anklagerne om pædofili, har Michael Jacksons musik været sværere at finde på verdens radiostationer. Han blev på kort tid et navn, få turde røre ved.
Men på Emma – Espoo Museum of Modern Art i Finland er man ikke videre bekymret for at udstille Michael Jacksons bedrifter. På godt og på ondt. 21. august åbnede de udstillingen ’Michael Jackson: On The Wall’.
Det skriver Artnet.
Udstillingen blev i første omgang arrangeret af Nicholas Cullinan sidste år for Nation Portrait Gallery i London. Senere rykkede den til Grand Palais i Paris og til Bundeskunsthalle i Bonn, hvor udstillingen blev vist, mens dokumentaren ’Leaving Neverland’ sendte kuldegysninger gennem store dele af verden.
Og nu er den således landet i Finland, hvor den fik en blandet modtagelse.
Tid forandrer meget
Når der tilrettelægges store udstillinger i en afdød kunstners navn, er det almindeligvis for at hylde personens bedrifter. Men det er ikke meningen her, forklarer Arja Miller, museumsinspektør ved Espoo-museet.
»Det var meget vigtigt for os, at udstillingen ikke hylder Jackson eller sætter ham op på en piedestal. I stedet skal den udforske ham som person og den effekt, han har haft som et kulturelt symbol«, forklarer Arja Miller.
Udstillingen omfatter værker af 48 forskellige kunstnere, heriblandt Andy Warhol, Isa Genzken og Kehinde Wiley.
Der indgår ingen værker i udstillingen, som Michael Jackson selv har produceret. Årsagen er, at man i højere grad ønsker at fokusere på, hvordan han blev portrætteret gennem andre kunstnere – og ikke, hvordan Michael Jackson så sig selv i verden.
For som museumsinspektør Arja Miller forklarer, er netop denne udstilling beviset på, hvordan opfattelsen af kunst kan ændre sig, så snart omstændighederne også gør det.
De første anklager mod Michael Jackson om pædofili kom til offentlighedens kendskab i 1993. Så selv om der er rystet op i anklagerne igen i år, er de ikke nye. Det ville også kunne ses i udstillingen. Eksempelvis bidrager kunstneren Jordan Wolfson med et værk, der trækker direkte paralleller til pædofili-beskyldningerne i 90’erne.
Efter ’Leaving Neverland’ havde premiere dette forår, henvendte museumsinspektør Arja Miller sig til flere af kunstnerne for at høre, om de stadig ville lade deres kunstværker være en del af udstillingen. Ingen kunstnere har trukket deres værker tilbage.
’Michael Jackson: On The Wall’ kan opleves på Emma – Espoo Museum of Modern Art i Finland indtil 26. januar 2020.
fortsæt med at læse







