I sommer under Copenhagen Jazz Festival gav pianisten og billedkunstneren Carsten Dahl medsamt ensemble en prægtig koncert i Diamanten, hvor forbilledet Keith Jarretts evner som sangskriver blev hyldet, så publikum sad tryllebundet. Og at den snart 75-årige pennsylvanske klavervirtuos indtager en helt særlig plads i sin danske proselyts hjerte, bekræfter sidstnævnte med sin seneste udgivelse med den dobbelttydige titel, ’painting music’. Det er både music at male til og en bestræbelse på at spille malerisk musik.
Med sig har Carsten Dahl to åndsfæller – begge gengangere fra sommerens koncert – i skikkelse af bassisten Nils Bo Davidsen og trommeslageren Stefan Pasbog. Så formatet er en trio, og udtrykket er meget lig det, man møder hos Keith Jarretts såkaldte Standards Trio med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette.








