Fotografen Federico Estol fotograferer Bolivias mystiske skopudsere, der gemmer ansigtet bag elefanthue og skimaske.

Fotoprojekt forvandler skopudserne i verdens højeste hovedstad til helte

Foto: Federico Estol
Foto: Federico Estol
Lyt til artiklen

I Bolivia hedder en elefanthue en pasamontaña. Når man bor i et land, hvor Andesbjerge og højland løfter en stor del af jorden op i himlen, og hvor hovedstaden La Paz ligger i 3.600 meters højde, er det vel naturligt at opkalde elefanthuen efter sin primære kvalitet – at den yder beskyttelse mod vind og vejr, når man skal forcere bjergene.

Men hvorfor bruger de mange skopudsere i Bolivias hovedstad La Paz altid pasamontañas, også på knap så kolde dage?

Fotografen Federico Estol fra Uruguay har portrætteret denne særlige gruppe af gadens arbejdere, og ifølge ham gemmer skopudserne ansigtet væk, fordi de skammer sig over deres job. I højlandets tynde luft er skopudsning nemlig absolut lavstatus.

Det vil fotografen fra Uruguay gerne lave om på, siger han, og derfor har han i billedserien shine heroes fotograferet en række af de omkring 3.000 skopudsere fra La Paz som helte. Æstetikken er inspireret af tegneseriestilen, og han bruger også humor, som når han insisterer på, at man kan blive blind af at kigge på en nypudset sko i La Paz.

1970'ernes revolutionsikon har fået sin egen turistrute

»De portrætteres som byens frelsere, hvilket de faktisk også er«, siger han til netmediet for fotografi PHMuseum.

Han uddyber, at i flere offentlige kontorer i La Paz bliver man ikke betjent, hvis ens sko ikke er nypudsede.

Nu håber Federico Estol, at hans heltefotografier kan ændre folks opfattelse af skopudserne, så de måske ikke behøver skjule, hvad de arbejder med. »Selv deres egne familier tror, at de har et andet job«, siger han.

Den bolivianske sociolog Óscar Rocabado har til BBC Mundo sagt, at skopudserne ganske rigtigt kæmper med ekstremt lav status, og at dette er en af grundene til, at de foretrækker at arbejde anonymt.

»De er de eneste arbejdere, der gemmer ansigtet væk«, siger han. »Det er et arbejde, man tager, fordi man ikke har andre muligheder«.

»Nogle af dem siger for sjov, at de gør det, fordi folks fødder lugter, men det handler grundlæggende om et socialt stigma. Det siger de også selv«, tilføjer sociologen.

Federico Estols billeder udstilles frem til 29. september under den spanske fotofestival GETXOPHOTO.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her