Op mod 30 millioner kroner. Så meget kan maleriet af den danske kunster Vilhelm Hammershøi blive solgt for, når det i slutningen af november bortauktioneres hos det danske auktionshus Bruun Rasmussen.

Har aldrig haft så dyrt et maleri til salg før: Bruun Rasmussen sælger sjældent Hammershøi-maleri

'Interiør fra Strandgade 30' af Wilhelm Hammershøi. Arkivbillede: Bruun Rasmussen
'Interiør fra Strandgade 30' af Wilhelm Hammershøi. Arkivbillede: Bruun Rasmussen
Lyt til artiklen

Auktionshuset Bruun Rasmussen står til at slå alle rekorder, når det skal sælge det formentlig hidtil dyreste maleri i auktionshusets historie.

Der er tale om et sjældent maleri af den danske kunster Vilhelm Hammershøi (1864-1916) med titlen ’Interiør fra Strandgade 30’. Værket forventes at blive solgt for op mod 30 millioner kroner på en kommende auktion.

Og med en pris af sådan en størrelse vil det være det mest kostbare kunstværk, auktionshuset Bruun Rasmussen nogensinde har haft på auktion, forklarer Rikke Linau Storm, der er projektleder hos Bruun Rasmussen til Jyllands- Posten.

Værket er et af Hammershøis mest berømte og ikoniske motiver og er malet i 1900. Farverne er holdt i grålige nuancer, og solens stråler falder koldt gennem vinduet og ned på gulvet i et helt enkelt rum, hvor hustruen Ida står og er fordybet i en bog.

Det sjældne maleri har været i privateje siden 1971.

Sidste gang et Hammershøi maleri var på auktion i 2018 hos auktionshuset Christie’s blev det solgt for godt 32 millioner kroner.

Ukendt sælger

»Vi ved ikke, hvem maleriet kommer fra, da det for diskretionens skyld er solgt gennem en advokat«, forklarer Rikke Linau Storm fra Bruun Rasmussen.

Sådan arrangeres salg ofte med værker i denne prisklasse.

Maleriet ’Interiør fra Strandgade 30’ udstilles 20 september hos Studio Oliver Gustav i København og fremvises efter aftale til alle, der skulle være interesseret i at lægge et bud.

Herefter vil det blive sendt til auktionshuse i London og New York for at opnå maksimal eksponering og opstøve potentielle købere rundt om i verden.

Hvis man er interesseret i maleriet, kan man allerede nu give et kommissionsbud, men man kan først byde på værket, når auktionen begynder den 26. november.

Caroline Kristensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her