De fleste universitetsstuderende vil vide, at et nyt semesters begyndelse er lig med en kæmpe udgift til bøger. Derfor køber og sælger mange egne og andres brugte bøger for at få det hele til at løbe rundt.
Men hvad nu, hvis man slet ikke behøvede at købe bøgerne i første omgang og bare kunne tjene på at sælge dem videre?
Det var tilsyneladende 28-årige Darren Barrs tanke. I hvert fald er den unge skotte nu blevet fængslet og anklaget for at have stjålet flere end 7.000 bøger fra tre forskellige universiteter i Edinburgh og efterfølgende solgt dem på internettet for intet mindre end 30.000 pund.
Cirka 253.000 danske kroner.
Det skriver blandt andre The Guardian.
Ingen af bøgerne var ifølge universiteterne meget værdifulde eller sjældne i sig selv, men de var alle populære udgivelser om emner som sygepleje, kriminologi og marketing.
Blev afsløret af studerende
Det omfattende tyveri blev afsløret, da en ph.d.-studerende på Napier Universitet ikke kunne finde en bog, der ifølge universitetsbibliotekets elektroniske system burde være på hylden.
Hun endte med at købe bogen brugt på internettet, men blev overrasket. Til trods for et falskt ’udgået’-stempel kunne hun nemlig se, at hun havde fået fingre i den bog, der burde have stået på biblioteket.
Det førte til, at Napier Universitet foretog en fintælling af deres bøger. Over 4.000 titler manglede.
Darren Barr blev idømt 25 måneders fængsel onsdag, men står stadig over for anklager, der normalt rettes mod større narkobander og svindlere.
Det skotske politi har indtil videre fået 1.300 bøger tilbage fra folk i hele Storbritannien.
fortsæt med at læse









