I Tove Ditlevsens vidunderlige beskrivelse af barndommen hedder det, at barndommen er en lang smal kiste, man ikke kan slippe ud af ved egen hjælp. Barndommen hænger ved én som en lugt, og hver barndom har sin egen lugt, skriver Ditlevsen. Hun betragter i smug de voksne, hvis barndom ligger laset og gennemhullet inde i dem som et mølædt tæppe, og man fornemmer, at hun har helt ondt af dem.

Jeg kom til at tænke på det her for nylig, fordi Malene Lei Raben blev interviewet om sin 70’er-barndom. Straks var der nogle, der mente, at hendes svære opvækst overhovedet ikke havde noget med 70’erne at gøre, for 70’erne var et godt årti for børn, og alle årtier har jo dårlige forældre, ikke?