’Red Lorde’. Fans verden over prøver at forhindre, at popsangerinden Lorde skal i fængsel. Også selv om hun aldrig har stået til fængselsstraf, skriver The Guardian.
Det lyder måske lidt fjollet, men fansene har et formål med den virale kampagne.
New Zealands oppositionsparti har nemlig i sinde at udskrive bøder til forældre, hvis børn dropper ud af high school.
En bøde på 3.000 NZ-dollars, svarende til knap 13.000 kroner, kan forældre af kommende såkaldte drop-outs stå til at modtage, hvis partiet ellers vinder valget til næste år.
Bøden skal udstedes til forældre, hvis børn dropper ud af high school og ikke tager en anden form for uddannelse eller job.
Indtil videre er det lovligt at droppe ud af high school i New Zealand i alder af 16 år. Det gjorde Lorde også tilbage i 2013 for at forfølge sine karrieredrømme som sanger.
Forslaget om bøden fra New Zealands oppositionsparti blev latterliggjort af flere nyhedsmedier, der har udarbejdet en liste over vellykkede newzealandere, der forlod skolen tidligt.
På listen er bl.a. Lorde, koreograf Parris Goebel, der bl.a. arbejder med Rihanna og Justin Bieber, rugbyspilleren Sonny Bill Williams og Nationalpartiets næstformand, Paula Bennett.
Det var i forlængelse af listerne, hvor Lordes navn indgik, at den virale kampagne begyndte. Med flere memes fra fans på sociale medier rettede de opmærksomheden mod, at Lorde kunne stå til fængselstraf eller bøde. Ingen af de to ting kommer dog til at ske.
»Lorde reddede os og musikindustrien med ’Melodrama’. Nu er det vores tur til at redde Lorde«, jokede en fan på Twitter om Lordes album ’Melodrama’. Sangeren selv har ikke kommenteret sagen.
Premierminister Jacinda Ardern har udtalt, at hun ikke er enig i forslaget om bøder til forældre, hvis børn dropper ud af skolen. Hun mener i stedet, at familierne har brug for mere velfærdsstøtte.
fortsæt med at læse







