Det er selvfølgelig spektakulært, når en tidligere amerikansk præsident kaster sig over maleriet i sit otium.
Og derfor har det også vakt en del opsigt, at George Bush, der var præsident fra 2001 til 2009, har kastet sig over malerkunsten. Først med en række portrætter af andre verdensledere og siden af sårede veteraner fra den amerikanske hær. Og at han er en ikke helt ueffen maler.
Men det er bare slet, slet ikke godt nok til at retfærdiggøre den særudstilling med hans portrætter, som kunstmuseet The Kennedy Center i Washington nu viser, skriver The Washington Post.
Avisens anmelder Philip Kennicott skriver, at det på mange måder var charmerende, da George Bush inspireret af Winston Churchill kastede sig over kunsten, da hans 8 år i Det Hvide Hus var forbi.
»Det hjalp, at han ikke er en dårlig kunstner«, skriver Philip Kennicott.
Men det er »uheldigt«, at The Kennedy Center viser Bushs portrætter af amerikanske veteraner som den første store udstilling i museets nyligt åbnede tilbygning, mener han:
»Ved at give disse malerier anerkendelse som en professionel udstilling i nationens hovedstad, og give dem en godkendelse fra et stort kunstmuseum , der modtager offentlig støtte, er malerierne kommet ind i en kontekst, hvor de ikke hører hjemme«.
Philip Kennicott tilføjer, at der følger en særlig prestige med det at være på Kennedy Center.
»Der er dusinvis af betydelige kunstnere inden for 10 minutters kørsel fra Kennedy Center og hundredvis, hvis ikke tusindvis, i hele landet, der aldrig vil modtage denne form for institutionel anerkendelse og offentlige udstilling af deres arbejde«, skriver Philip Kennicott.
Derfor betyder udstillingen af George Bushs portrætter, at de nu skal vurderes ud fra helt andre kunstneriske standarder end hidtil, mener han:
»Malerierne skal nu sammenlignes med arbejde fra andre kunstnere, der kunne være udstillet i stedet for. Og dem kan de slet ikke måle sig med. Efter nogen standard overhovedet«.
Philip Kennicott mener, at The Kennedy Center med udstillingen skriver sig ind i en gammel tradition for, at hvis det er politikere eller kendte, der står bag, er man bedøvende ligeglad med, om deres kunst er god eller dårlig.
fortsæt med at læse
