Fredag aften kom direktøren for spilfirmaet Blizzard Entertainment endelig med en udtalelse efter en uge med massiv kritik fra fans og andre spilfirmaer.
Kritikken kom, efter at Blizzard tidligere på ugen valgte at give den professionelle e-sports-udøver Chung ’Blitzchung’ Ng Wai et års karantæne fra spillet Hearthstone og fratage ham hans præmiepenge, efter at han udtrykte sin støtte til demonstranterne i Hongkong i forbindelse med et interview under en turnering.
I det famøse interview bærer ’Blitzchung’ for det første en maske og briller som demonstranterne, og så siger han »Befri Hongkong«.
»Vores e-sports-propgrammer er et udtryk for vores visioner og værdier«, skriver direktør J. Allen Brack.
»E-sport eksisterer for at skabe en mulighed for spillere rundtomkring i verden fra forskellige kulturer og med forskellige baggrund at mødes, konkurrere og dele deres passion for spil. Det er ekstremt vigtigt for os at beskytte de her kanaler og det formål, de tjener: at bringe verden sammen i episke turneringer, fejre vores spillere og bygge et forskelligartet og inkluderende miljø«, fortsætter han.
»Lad mig gøre det meget klart: Vores forhold til Kina havde ingen indflydelse på vores beslutning«.
Massiv støtte til ’Blitzchung’
Udtalelsen kommer efter en uge, hvor det eller har været det, de fleste troede, og i øvrigt stadig tror.
Både fordi 5 procent af Blizzard ejes af den kinesiske spilgigant Tencent, og fordi Blizzard alene i andet kvartal af 2019 tjente mere end 1 milliard kroner på det asiatiske marked – et marked, de i øvrigt tidligere har sagt, at de vil gå hårdere efter.
Tirsdag viste flere andre Hearthstone-hold sympati ved at holde skilte op under livestreaminger af turneringer med budskaber som ’Befri Hongkong’ og ’Boycott Blizz’.
Torsdag udvandrede en del medarbejdere fra Blizzard og stillede sig op foran virksomhedens hovedkvarter med paraplyer. En ting, der også er kendt fra demonstrationerne i Hongkong.
To amerikanske senatorer – Ron Wyden fra Oregon og Marco Rubio fra Florida – har også fordømt, at Blizzard tilsyneladende bukker under for kinesisk censur, og direktøren for en af de andre store spilgiganter, Epic Games, fortæller til The Verge, at man aldrig ville give spillere karantæne for deres politiske holdninger.
En lang række fans har opsagt deres abonnementer på forskellige Blizzard-spil, og hashtagget #BoycottBlizzard trender fortsat.
Blizzard har valgt at give e-sports-udøveren sine præmiepenge tilbage og ændre hans karantæne fra et år til seks måneder.
fortsæt med at læse









