De seneste timer har jeg rendt rundt som den 19-årige pige Ellie i et postapokalyptisk og pandemiramt USA. Og jeg har udført nogle af de mest grusomme drab på andre mennesker, jeg nogensinde har set i et spil. Ikke alene på grund af det fotorealistiske blod og kød. Men fordi jeg har set hunde sidde og pibe, mens de hev i deres ejeres ben, efter at jeg havde sendt en pil gennem ejerens hoved. Jeg har set, hvor lang tid det tager for et menneske at drukne gurglende i sit eget blod med en springkniv boret ind i halsen, og jeg har hørt mænd og kvinder skrige paniske efter deres venner og elskede, som jeg netop havde maltrakteret.
For seks år siden spillede jeg den noget yngre Ellies surrogatfar i en lige så brutal virkelighed i ’The Last of Us’. Men mens volden i det spil udsprang af kærlighed, og spørgsmålet om, hvor langt man vil gå for at beskytte dem, man elsker, handler det i opfølgeren, ’The Last of Us Part II’, om had og hævn. Og det gør volden mere beskidt. Også selv om vi alle kender grundfølelsen af at ville reagere voldeligt, når vi møder dyb uretfærdighed. Det er den modpol i menneskets natur, der ifølge instruktøren Anthony Newman retfærdiggør en opfølger.
