Slutningen var overraskende, usandsynlig og sentimental. Det bør man imidlertid kunne tilgive, hvis alt andet har været nervepirrende, sjælsmartrende spændende og vildt. Det er bare ikke tilfældet med Torleif Hoppes internationalt anlagte tv-serie om den traumatiserede politimand Rolf og hans jagt på babysmuglere i almindelighed og sandheden om sin lille datters forsvinden i særdeleshed. Så den endte som den dna-belagte ispind, hovedpersonen i altruistisk afmagt smider i vandet: flydende, uden mål og med, formålsløst vuggende.

For så vidt angår det handlingsmæssige, var problemet vel hele tiden, at det ligesom lå i kortene, at Rolfs forsvundne baby måtte være i live. Alt andet ville være ubærligt og for sort. Hovedmysteriet drejede sig så dels om den anden baby, Minna med det hjerteformede storkebid i panden, dels om, hvilken skæbne Rolfs Andrea så havde måttet friste væk fra politifar og stewardessemor i parcelhusidyllen i Dannevang.