Indtil den tyske regering fordømmer Tyrkiets krigsførelse mod kurderne i Syrien, skal ingen museer i Tyskland med offentlig støtte vise værker af den måske vigtigste tyske kunstner i disse år, Hito Steyerl.
»Jeg er træt af, at staten bruger mit arbejde til at aflede opmærksomheden fra sin stiltiende accept af tvangsforflyttelser, etnisk udrensning og krigsførelse og til at give sin politik en aura af tolerance og inkludering«, sagde Hito Steyerl i weekenden, da hun annoncerede sin boykot mod tyske museer, der modtager offentlig støtte.
Den danske forfatter Jonas Eika er ikke den eneste kunstner, der har fremført en markant politisk kritik af sin regering i disse dage. Ved åbningen af festivalen ’Herbstsalon’ (Efterårssalon) på Maxim Gorki-teatret i Berlin i weekenden viste Hito Steyrl sammen med andre kunstnere en ny video med titlen ’Politisk intervention’ med en direkte opfordring til Angela Merkels regering om at ændre politik i forhold til Tyrkiet.
Stop for våbeneksport og aftale
Blandt andet kræver Hito Steyerl og kollegerne, at den tyske forbundsregering stopper enhver form for våbeneksport til Tyrkiet. Da den tyrkiske præsident Erdogan bebudede invasionen af det nordlige Syrien og angrebet på kurderne dér, lagde den tyske regering op til en reduktion af eksporten, men kunstnerne vil have et fuldstændig stop.
Derudover forlanger de også, at Tyskland og EU ophæver aftalen med Tyrkiet om, at landet skal holde flygtninge tilbage imod at modtage store pengebeløb fra EU. »Flygtningene behandles som handelsvarer«, siger de.
»Indtil den tyske stat ændrer holdning, forlanger jeg, at alle offentlige institutioner holder op med at vise mit arbejde, de måtte have i deres samlinger som en del af kulturel diplomati over for udlandet«, sagde Hiko Steyrl i sin tale.
Også skuespilleren Anina Jendreyko, den kurdiske filminstruktør og musiker Heja Netirk og Bilgin Ayata, der forsker i politik, står bag aktionen. Sammen kalder de sig ’Kvinder for Rojava’, opkaldt efter den kurdiske region, der har erklæret sin uafhængighed.
I deres fælles, 12 minutter lange video, skifter de fire kvinder roller som flygtninge, tyske politikere og sig selv, mens de skiftevis taler tysk, kurdisk og engelsk. Kvinderne angriber den tyske regering for både at lukke øjnene for vold mod flygtninge i Tyrkiet og for at eksportere våben, der anvendes mod den kurdiske befolkning i de angrebne områder af det nordlige Syrien.
Det er langtfra første gang, Hito Steyrl optræder som politisk aktivist. Hendes kunst har generelt politisk sigte og kommenterer globaliseringen, uligheden og overvågningen i det kapitalistiske samfund. Kunstneren, der er uddannet i blandt andet filosofi og tv-produktion i Tyskland og Japan, arbejder med eksperimenterende videoer.
I 2016 blev film som ’How Not to be Seen: A Fucking Didactic Educational mov.file’ med tricks til at undgå overvågning og indfangelse af data på internettet og videoinstallationen ’Factory of the Sun’ vist på Kunsthal Charlottenborg i København.
fortsæt med at læse








