0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Kill J er et forløsende omdrejningspunkt, men alligevel er det bare svært at danse til et foredrag

Ideen bag ’Electronic’ er ellers interessant nok. Forestillingen Teater Sort/Hvid forsøger at fortælle 30 års verdenshistorie ved hjælp af elektronisk musik. Men ordene stiller sig desværre i vejen for fodtøjet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Emilia Therese
Foto: Emilia Therese

Den ultratynde og spidsnæsede Kill J med den skarpskårne sci-fi-frisure og de futuristiske gevandter ligner noget fra en graphic novel.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De står og sveder på dansegulvet. Musikken pulserer i stroboskoplyset. Det er meningen, at det skal smitte helt ude på de improviserede tilskuerrækker. Men det går lidt trægt. Så publikum bliver hevet med ud på gulvet. Selvfølgelig gør de det.

Men det kniber gevaldigt med at gøre klubillusionen troværdig på scenen i Slagterboderne. Hvad enten man vil det eller ej, er det en teaterscene og ikke en klub.

Ideen bag ’Electronic’ er ellers interessant nok. Tanken er at undersøge forbindelsen mellem den elektroniske musik og den politiske udvikling siden Murens fald. En epoke og et kulturhistorisk kapitel, som set med den elektroniske musiks briller også handler om den elektroniske musiks detronisering af rockmusikken. Det er til dels rigtigt, men til syvende og sidst er det nu mere blevet historien om, at popmusikken – endnu en gang – har fejet alt andet til side.

Den musikalske iscenesættelse er i orden. Med Rumpistol som kyndig kaptajn og dj gennemløber musikkens skiftende puls 30 års udvikling i den elektroniske musik. Igennem alle de skiftende genrer med industrial, fransk house, Moby, ambient, Diplo, og hvad det og de nu hedder. De hurtigt bankende beats, som har forvandlet gamle pakhuse og festivalarenaer til svedig rave fra Berlin til Barcelona. Med skiftende kreativt tyngdepunkt i bl.a. Detroit, Frankfurt og såmænd også København, hvor forestillingens begyndelse antændes med billeder fra fordums technofester på Trekroner.

Fortællingen er noget banalt formet som et uskyldstab, de tre skuespillere på hver sin måde skal gestalte. Klart bedste rolle er tilfaldet Anton Hjejle, der spiller en ung homoseksuel fyr. Her får musikkens fysiske frigørelsespotentiale mange facetter, fordi den elektroniske musik gennemspiller og illustrerer en epoke med et historisk og politisk forandringspotentiale.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter