Disse linjer har jeg skrevet med røven nedsænket i en billig campingstol på taget af Politikens Hus. Jeg har låst døren og blokeret den med en skovl og sidder lige bag lysavisen i en klam sovepose med udsigt over byen og afventer nytåret, mens jeg med stive led i et par fugtige fingerløse vanter taster på min laptop.
Det er tirsdag 31. december 2019. Mit liv er aftaget med 59 år. Jeg har lunkent vand, pulverkaffe og flåede tomater til hele natten. Plus et enkelt vådt kanonslag, som jeg gemmer til midnat.
Det kan ikke gå galt.
Her sidder jeg så i al min ciskønnede vælde. Blackfaced, iført fatsuit og med en kolossal mexicansk sombrero klemt ned over skallen, så jeg kun kan se ligeud og ned. Som det sidste levn fra en tid, da ikke alt – fra køn over landbrugsmaskiner til galaksehobe – blev regnet for flygtige sociale konstruktioner, der må omdøbes flere gange i timen, så alle kan digte videre på deres helt egen identitet, indtil de føler sig anerkendt, elsket og optaget i flokken som absolutte unika, og vi hånd i hånd kan fortsætte marchen det sidste slukørede stykke hen mod afgrunden.
