Jeg har en kammerat, der af og til løber rundt om Søerne om aftenen, når mørket er faldet på, og fordi han er i god form og løber hurtigt, overhaler han af og til andre løbere på sin vej. Når han nærmer sig en kvinde, løber han som regel op på cykelstien, så hun slipper for at skulle høre en prustende mand nærme sig hende i hast bagfra.
»Ikke at de farer sammen i skræk, men der er lige nogle skuldre, der trækker sig op. Det kan jeg da godt spare hende for«, lyder hans ræsonnement.








