Danmark får endnu en radiokanal.
På mandag går en ny dab-kanal nemlig i luften, som tv-stationen dk4 står bag.
Mens diskussionerne om Radio24syv og Loud har fyldt en masse, siden Loud overraskende vandt retten til at lave en dab-kanal med en kvart milliard offentlig støtte i ryggen, har den tredje byder, dk4, brugt tiden på at lave sin egen dab-radio uden offentlig støtte.
Og det bliver en radio, der kan laves for »få millioner kroner om året«, siger kommunikationschef i dk.4, Steen Andersen, der også bliver chef for den nye dk4dab.
»Lige som dk4 bliver den ikke som noget andet medie. Den bliver et alternativ til alt det andet, der findes i æteren«, siger han.
For eksempel vil der kun blive spillet dansk musik på radioen, og hele morgenradiofladen fra 6 til 9 vil bestå af nonstop dansktopmusik.
»Så kan man sidde i bilkøen og skifte fra nyhederne, hvor man bliver endnu mere indebrændt, til vores radio, så man bliver i godt humør igen«, siger Steen Andersen.
Masser af podcasts baseret på egne tv-programmer
Derudover vil programfladen bestå af en masse podcasts, som primært vil være lydsiden fra de tv-programmer, dk4 laver, som egner sig til radio.
Lige som radioen vil bruge nogle af interviewene til tv-udsendelser, hvor det for eksempel kun er fire minutter af et samlet interview på en halv time, der bliver brugt i tv-programmet. Hele interviewet vil så blive til et radiointerview.
Radioen vil også - lige som dk4 - transmittere samtlige folketingsdebatter i deres fulde længde.
Der vil også komme debat- og samtaleprogrammer, samt live-programmer, men det eneste, der lige nu ligger fast, er et ugentligt live-jazz program med Steen Andersen som vært.
Og selvfølgelig kan man lytte til den nye dab-radio døgnet rundt.
»Vi sender 24-syv«, som Steen Andersen siger.
fortsæt med at læse
Radio24Syv kræver millionerstatning i udbudssag
-
Vrede lyttere protesterer uden for Kulturministeriet: Spørgsmål fra politikere får ikke nævn til at ændre beslutning om Radio24syv
-
Radio24syv mister overraskende radiokanal: Roskilde Festival, Nationalmuseet og Vega vinder udbuddet
-
I dag bliver Radio24syvs skæbne afgjort: Tre bejlere dyster om ny radiokanal og en kvart milliard skattekroner







