Radio LOUD vandt retten til at drive en radiokanal, men opfyldte ikke et vigtigt krav i udbudsmaterialet, lyder et af klagepunkterne i en stævning fra Radio24Syvs advokater.

Radio24Syv kræver millionerstatning i udbudssag

Først protesterede lytterne, da Radio24Syv tabte udbuddet om en dab-kanal - her er radioens fans i Kulturministeriets gård. Så gik en klageproces i gang, men klagen blev afvist i Radio og tv-nævnet. Nu er der lagt op til en retssag om udbuddet.
   Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Først protesterede lytterne, da Radio24Syv tabte udbuddet om en dab-kanal - her er radioens fans i Kulturministeriets gård. Så gik en klageproces i gang, men klagen blev afvist i Radio og tv-nævnet. Nu er der lagt op til en retssag om udbuddet. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der var urent trav, da 24Syv tabte udbuddet om en DAB-kanal, og derfor kræver radioen en erstatning på 980.000 kroner for det tab, stationen har lidt ved at forgæves at deltage i udbuddet.

Samtidig mener Radio24Syv, ifølge stævningen, som Politiken har fået indsigt i, at sendetilladelsen til Radio LOUD erklæres ugyldig.

Det står klart, efter at 24Syvs advokater har stævnet Radio og tv-nævnet i sagen om det omdiskuterede udbud. Tidligere direktør for Radio24syv Jakob Kvist, sagde i sidste uge til DR, at den tidligere radiokanal er klar til at gå hele vejen.

»Der er så prekære fejl og huller i sagsbehandlingen, at vi gerne vil have det belyst af en uvildig instans«.

Radio24syv nægter at give op - anlægger retssag

Han mener ikke, at radiokanalen har haft ordentlig klagemulighed.

»Det ender jo sådan lidt kafkask med, at de eneste, der kan behandle klagen er Radio- og tv-nævnet selv. Og de har jo så sjovt nok frifundet sig selv«, siger Jakob Kvist, der i dag er kreativ direktør i Peoples Group.

Sagen er så principiel, at den bør føres ved Landsretten, mener radioens advokater, der kommer fra firmaerne PublicCure og Gorrissen Federspiel.

Her gik det galt

Stævningen sætter spot på de steder, hvor udbuddet ifølge advokaterne er gået helt galt.

For det første mener de, at Radio og tv-nævnet, som afgjorde, hvilken radio, der skulle vinde udbuddet, er inhabilt. Nævnet er udpeget og består af personer fra Slots- og Kulturstyrelsen, som også var med til at skrive udbudsmaterialet. Men Slots- og Kulturstyrelsen udfører også sekretariatsopgaver for Nationalmuseet, som er en af parterne bag Radio LOUD.

Statsrevisorerne kan ikke redde Radios4syv: »Vi kan ikke gøre noget«

For det andet skulle nævnet ifølge udbudsmaterialet afvise parter, der ikke levede op til en række krav. I ansøgningen skulle parterne oplyse ’beskrivelse af nødvendige kompetencer og ressourcevolumen’. Det krav levede Radio LOUD ifølge Radio24Syvs advokater ikke op til. Alligevel fik kanalen lov til at fortsætte, og vandt udbuddet, og det er i strid med reglerne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudsprocessen, lyder det i stævningen.

Et tredje klagepunkt er, at nævnet først fastlægger, hvordan ansøgningerne skal evalueres, efter at de har modtaget dem. Også det er i strid med reglerne, mener advokaterne.

Sagen skal udsætte Radio LOUD

Hvis det står til Radio24Syvs advokater, skal sendetilladelsen til Radio LOUD sættes i bero, mens sagen står på. Faktisk burde der have været en karensperiode – en såkaldt standstill-periode – fra tidspunktet for nævnets beslutning og frem til udstedelsen af programtilladelsen til Kulturradio Danmark A/S, mener de.

Det er ikke slut endnu: Fond vil bruge 3 millioner på at redde Radio24syv

Radio24Syv har fået støtte til at føre retssagen fra Borgerretsfonden, som indtil videre har afsat op til tre millioner kroner til juridisk bistand. Fondsbestyrelsen opfordrer andre organisationer til også at støtte sagen.

»Vi har fået lavet en uvildig, juridisk vurdering af forløbet. Den har vi læst - og derfor står vi lige bag Radio24syv, og vi står der hele vejen til de internationale domstole - og vi opfordrer alle andre retssikkerhedsorienterede kræfter til at gøre det samme«, skriver fondsbestyrelsen til Fagbladet 3F.

Mette Guldagger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her