Efter at være nødsaget til at sløjfe en film om forfatteren Karl Ove Knausgaard, satser Alexander Payne nu på en dansk litterær klassiker.

Hyldet amerikansk instruktør vil genindspille 'Babettes gæstebud'

I 1988 modtog Gabriel Axel en Oscar for sin indspilning af 'Babettes Gæstebud' med franske Stephané Audran i hovedrollen.
I 1988 modtog Gabriel Axel en Oscar for sin indspilning af 'Babettes Gæstebud' med franske Stephané Audran i hovedrollen.
Lyt til artiklen

I 1988 modtog Gabriel Axel, som den første dansker, en Oscar for bedste udenlandske film.

Filmen var ’Babettes Gæstebud’, skrevet på baggrund af Karen Blixens novelle af samme navn.

Nu har den amerikanske instruktør Alexander Payne kastet sig over historien, efter han for nylig måtte opgive et filmprojekt, hvor Mads Mikkelsen skulle spille den norske forfatter Karl Ove Knausgaard.

Netflix stopper rejsefilm med Mads Mikkelsen i hovedrollen

Det skriver det amerikanske filmsite Deadline.

Blixens novelle – og Axels film – handler om en fransk flygtning, som er endt i huset hos et par religiøse søstre. Babette, som flygtningen hedder, er kok af profession, men er endt i et hjørne af verden, hvor det, hun engang blev tilbedt for, ikke er værdsat. Der sker det utrolige, at Babette vinder på en lotteriseddel og bruger pengene til at skabe en udsøgt middag med de mest forfinede og fremmedartede ingredienser.

Novellen viser, hvordan Babette træder i sin sande karakter som kunstner i et køkken, og hvordan den eventyrlige middag i udørken kan forsone gamle fjender og bringe en ny dimension ind i livet.

I Blixens novelle foregår handlingen i det nordlige Norge, i filmen fra 1987 er den flyttet til Vestjylland, og nu flytter Payne den videre til et religiøst samfund ude på landet i Minnesota.

Indtil videre er det offentliggjort, at Guy Branum skal skrive manuskriptet, og at Alexander Payne, der har fået en Oscar for ’Sideways’ og ’The Descendants’, skal instruere.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her