Er de for poppede? Er de for dygtige? Balancerer de ikke lige på kanten af det selvfede? Jeg synes ingen af delene. Men jeg forstår udmærket, hvorfor folk kan finde på at sige den slags om folkemusiktrioen Dreamer’s Circus.
For hvornår har man ellers hørt folkemusik spillet på det niveau? Løftet med en næsten provokerende lethed, så bryllupsmusik fra Fanø og skæve arabiske taktarter fletter sig sammen og bliver til nyfortolket dansk julemusik, der får ens indre nisse til at synge, smile og grine.








