Nye anklager mod Weinstein om voldtægt og overgreb

Harvey Weinstein ankommer her til retten i New York. Han står overfor nye beskyldninger om voldtægt.  Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix
Harvey Weinstein ankommer her til retten i New York. Han står overfor nye beskyldninger om voldtægt. Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein ankom mandag til en retssal på Manhattan i New York, hvor han står tiltalt for to tilfælde af voldtægt.

Han ankom under stor mediebevågenhed til retssalen i et mørkt jakkesæt, mens han støttede sig til et gangstativ. En del demonstranter havde taget opstilling ved retsbygningen.

Harvey Weinstein blev kort efter retssagen begyndelse i New York anklaget i Los Angeles for voldtægt og seksuelle overgreb i to separate sager over to dage i 2013.

Ifølge anklagerne voldtog han en kvinde på et hotel i Los Angeles den 18. februar og begik seksuelle overgreb på en anden på et andet hotel den 19. februar 2013.

Den tidligere Hollywood-mogul, som i en årrække var kendt som en af de mest magtfulde mænd i Hollywood, er dermed nu anklaget i fire retssager, og flere kan komme.

Et stort antal beskyldninger fra mange forskellige kvinder har tegnet et billede af filmproduceren som en notorisk overgrebsmand.

De første historier om filmproducerens påståede overgreb i oktober 2017 udløste #MeToo-bevægelsen, som fik sat seksuelle krænkelser på dagsordenen verden over.

Beskyldes fra sexchikane og voldtægt

De seneste år har næsten 90 kvinder beskyldt ham for seksuelle overgreb lige fra sexchikane til voldtægt. Blandt dem, som har delt deres historier, er højt profilerede skuespillerinder som Angelina Jolie, Salma Hayek og Gwyneth Paltrow.

Men den indledte retssag i New York omhandler kun to sager:

En sag om seksuelle overgreb på producerassistent Mimi Haleyi, som siger, at Weinstein tvang hende til oralsex i 2006.

Harvey Weinstein skal for retten tiltalt for voldtægt

I den anden sag fra 2013 siger anklagemyndigheden, at Weinstein voldtog en anden kvinde, hvis navn ikke er blevet offentliggjort.

Mandagens retsmøde, som var et indledende retsmøde, varede omkring en time.

Fra tirsdag skal der vælges nævninger, og det forventes ifølge Reuters at blive svært at finde neutrale personer på grund af den omfattende medieomtale af sagen.

Advokat: Har en dårlig sag

Weinsteins advokat, Donna Rotunno, hævder, at anklagemyndigheden har en dårlig sag. Hun siger, at hun vil foretage lange og indgående afhøringer af de to kvinder, som har rejst anklagerne mod Weinstein.

Det er ventet, at retssagen vil vare i omkring seks uger.

Hun satte lavinen i gang mod Weinstein. Nu sagsøger hun ham og hele hans juridiske tæskehold

Den 67-årige Harvey Weinstein stod bag prisvindende film som 'Shakespeare in Love' og 'Den engelske patient'.

Retssagen vil komme til at kaste skygger over kommende prisuddelinger i Hollywood.

En serie af store ceremonielle prisuddelinger blev indledt søndag med Golden Globe. I februar står Oscar-uddelingerne for tur.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her