0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eva Eistrup: Det har altid fyldt mig med skam, at jeg har den impuls. Men nogle gange er det rart at lukke øjnene for verdens uretfærdigheder

Hun har en ubændig trang til at lynscrolle forbi alle verdens uretfærdigheder. Men det er jo ved at kigge på lortet, at man får øje på alle de andre, der kigger på lortet og synes, at lortet er noget lort. Og det giver håb, skriver Eva Eistrup i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forrige uge var det en nyhed om fænomenet ’hurtcore’, hvor kvinder afpresses til at gøre skade på sig selv og filme det, jeg ignorerede. Sidste uge var det nyheden om, at 22 af verdens rigeste mænd tilsammen ejer mere end alle kvinder i Afrika, og i ugen, der netop er gået, var det nyheden om et tyrkisk lovforslag om at benåde voldtægtsmænd, hvis de gifter sig med deres ofre, jeg scrollede lige så hurtigt forbi i facebookstrømmen, som var det en af de æggende reklamer for produkter mod inkontinens (bare rolig, derude, Coloplast analpropper findes!). ​​​​​​​​​

Jo vigtigere emnet er for mig rent intellektuelt og politisk, jo kraftigere er den indledende impuls til at kaste bevidstheden om, hvad jeg lige har set, fra mig øjeblikkeligt. Som en femsekundersregel for uønsket virkelighed. Ikke se noget, ikke høre noget, bare befri mig selv for den krævende, moralske sorteper.

Det har altid fyldt mig med skam, at jeg har den impuls. Det har slået mig som en narcissistisk vægten af mine egne følelser, mit eget pseudoempatiske ubehag over de mennesker og skæbner, som nyheden handler om, og som jeg ikke engang vil unde så lidt som min opmærksomhed.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce